Lørdag den 23. marts er der atter avlsdyrsauktion i Dansk Limousine Forening.
Syv tyre, to køer og tre kvier skal under hammeren, når Dansk Limousine Forening holder auktion i Brørup lørdag den 23. marts.
24 forskellige besætninger er blevet besøgt og 60 dyr blev beset for at finde de 12 katalognumre til årets auktion, for det er ikke nok at et dyr har en interessant stamtavle, eventuelt suppleret med en god genomisk test – dyret skal også have det rette racepræg og tage sig godt ud, lyder det.
Der er hele syv tyre på auktionen, heraf seks pollede.
- Auktionen er derfor særdeles oplagt at besøge for de besætningsejere, der står overfor at skulle købe ny foldtyr, siger foreningen og fortsætter:
- Fire af de fem hundyr, som kommer under hammeren, er drægtige. Her får man således to-i-en. Og tre-i-en er også mulig, da den ene af køerne har kalv ved siden, lyder det.
Tre af de fem hundyr er genetisk hornede. Endelig er en homoxygotisk polled løbekvie udtaget til auktionen primært på baggrund af en ekstraordinær høj genomisk test for hunlige egenskaber.
Alt i alt er der tale om 12 limousiner, der burde kunne friste en stor skare af limousineavlere, spår Dansk Limousine Forening.
Dørene åbner klokken 10.00 - hvor også stande og madboder åbner. Kom endelig i god tid – opfordrer auktionsudvalget – så der er god tid til at beskue og sammenligne auktionsdyrene, god tid til limousine-snak og god tid til at stille sult og tørst.
Limousineauktionen starter klokken 12.30 – katalognumrene bliver udbudt til salg i tilfældig rækkefølge.
Katalog med info om dyrene samt praktiske oplysninger kan ses på www.dansklimousine.dk.