Biogas-pionerer klar til samarbejde om 800.000 ton biomasse

Nu indgår Vrejlev Biogas og Rønnovsholm Biogas et strategisk samarbejde. Samlet søger de om tilladelse til at håndtere 800.000 tons biomasse.

To af biogaspionererne i Vendsyssel, Vrejlev Biogas v/Thomas Kjær og Rønnovsholm Biogas v/Holger Kirketerp, indgår strategisk samarbejde for at styrke fremtidens energiforsyning med udgangspunkt i landbruget.

Både Vrejlev Biogas og Rønnovsholm planlægger i de kommende år udvidelser, hvor mængden af biomasse til biogasproduktion øges, men også solceller og vindmøller er med i planerne. Når husdyrgødning anvendes til biogasproduktion, sikres en optimal udnyttelse af kulstofferne i gødningen.

Samlet søger de to selskaber miljøgodkendelse til at håndtere 800.000 ton biomasse om året samt ni vindmøller og 120 ha solceller.

I forbindelse med Vrejlev Biogas er Vrejlev Energi netop i disse dage ved at opstarte pyrolyseanlæg, der kan sikre bindingen af restkulstofferne i den afgassede biomasse i form af biokul. Det er en af de løsninger, der er med til at reducere CO2-udslippet ved energiproduktionen. Det sker samtidig med, at Vrå Varmeværk kan forsynes med overskudsvarme til fjernvarmeforbrugerne.

Vi er begge helt enige om, at her er den berømte case, hvor to plus to kan give fem.

Thomas Kjær

Holger Kirketerp glæder sig over samarbejdet:

- Der er ingen tvivl om, at vi begge har set, at fremtidens landbrug har en noget længere værdikæde, end samfundet normalt har set. Fremtidens landbrug skal kunne stille sikkerhed for en effektiv og sikker fødevareproduktion, men også en sikker energiforsyning – det være sig indenfor såvel biogas som sol og vind, siger han.

Ifølge Thomas Kjær er samarbejdet en helt oplagt mulighed:

- Begge virksomheder står over for nogle udvidelser, hvor vi kommer til at supplere hinanden rigtig godt. Vi er begge helt enige om, at her er den berømte case, hvor to plus to kan give fem. Vi er begge optaget af at sikre, at landbrugene i Vendsyssel får reel andel i værdiskabelsen, når vi anvender biomasserne til biogas og senere pyrolyse, lyder det.

Vil sikre landmandens vilkår

- Der er ingen tvivl om, at vi udover samarbejdet omkring udvikling og administration også ser muligheder i, at vi kan foretage fælles indkøb og afsætning. Vi har begge et stærkt ønske om at sikre landmændene i Vendsyssel en reel mulighed for at kunne afsætte deres biomasser, så de kan opnå de fordele, der er i, at vi anvender biomassen til både biogasproduktion og pyrolyse, fortæller Thomas Kjær.

I en omskiftelig tid, har man desuden lagt sig i selen for at finde en leverandørmodel, der kommer alle til gode, forklarer han:

- Strukturudviklingen gør, at det kan være svært at se mange år frem i lange forpligtende aftaler om leverance af gylle eller dybstrøelse, derfor ønsker vi at tilbyde en leverandørmodel, der passer til vores leverandører – altså en, hvor leverandøren får andel i den værdiskabelse, der sker gennem biogas og pyrolyse, uden nødvendigvis at skulle købe sig ind i et leverandørselskab dag ét.

Ansætter kommerciel direktør

Samtidig med indgåelsen af et strategisk samarbejde mellem Vrejlev Biogas og Rønnovsholm Biogas offentliggør parterne, at man har ansat tidligere CEO i Agri Nord Laury Kristoffersen som kommerciel direktør. Laury Kristoffersen har gennem det seneste år siddet i bestyrelsen for Vrejlev Biogas.

- Vi har været rigtig glade for at have Laury i vores bestyrelse og ser, at der er rigtig mange steder, hvor de kompetencer, Laury har inden for ledelse, strategi og udvikling, vil kunne bringe vores organisation videre til det næste niveau. Vi ser ind i en markant vækst inden for de kommende år, lyder det fra Thomas Kjær.

Laury Kristoffersen glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

- Jeg har gennem de seneste par år set, hvor svært det kan være for den almindelige borger at forstå, hvordan landbrugets reelle værdikæde ser ud. Jeg kan også konstatere, at det er svært for mange landmænd at forstå, hvordan de skal kunne sikre sig en fair andel i de værdier, der skabes via energiproduktionen, fortæller han.

- Jeg oplever, at der er mange landmænd, der bl.a. på grund af alder og usikkerhed om en kommende CO2-afgifts konsekvenser kan have meget svært ved at binde sig i 10-12 år som leverandør til et biogasselskab – derfor vil vi komme på banen med en fleksibel og transparant leverandørmodel i det nye strategiske samarbejde. For os er det vigtig, at landmanden har en reel mulighed for at få andel i værdikæden - også når den udvides med såvel biogas som pyrolyse, fastslår han.

Læs også