Færre slagtegrise og for høje omkostninger presser konkurrencekraften hos andelsslagteriet Danish Crown, der i et forsøg på at styrke lønsomheden nedlægger omkring 500 funktionærstillinger.
Den seneste tids modvind hos andelsslagteriet Danish Crown giver nu endnu et vindstød.
Adm. direktør i selskabet, Niels Duedahl, har sammen med sit lederteam præsenteret en omfattende organisationstilpasning.
- Danish Crown befinder sig midt i en krise, og vi står over for gennemgribende forandringer. Vores omkostninger er ganske simpelt alt for høje i forhold til vores indtjening. Det siger sig selv, at det er vi forpligtet til at handle på, og vi tilpasser nu vores organisation og fokuserer hundrede procent på kerneforretningen for at sikre en bedre afregning til de landmænd, der ejer Danish Crown, siger Niels Duedahl i en pressemeddelelse.
Konsekvensen af »organisationstilpasningen«, som slagterikoncernen kalder det, bliver, at omkring 500 funktionærstillinger vil blive nedlagt på tværs af Danish Crown. Tilpasningen vil sammen med andre sparetiltag give en årlig omkostningsreduktion på 500 millioner kroner.
Martin Lund Madsens søn tager over og vælger Tican
Fremover vil man i Danish Crown prioritere de mest kritiske kerneopgaver hårdere for at finde tilbage til en økonomisk sund forretning.
- Det berører mig dybt, men den planlagte nedlæggelse af stillinger er desværre helt nødvendigt, hvis vi igen skal blive en økonomisk sund virksomhed. Den gode nyhed – selvom det er svært at tale om en sådan i dag – er, at Danish Crown har situationen i egne hænder og kan løse krisen indefra, siger Niels Duedahl, der samtidig varsler, at der i den kommende tid vil være flere tiltag, som vil styrke virksomhedens fokus.
Ilddåb hos topchef
Siden Niels Duedahl overtog jobbet som adm. direktør den 1. september, har han sat sig selv i spidsen for kerneforretningen og samtidig gjort alle koncernens supportfunktioner til en del af samme organisatoriske enhed – med et klart mål om at effektivisere og strømline Danish Crown.
- Danish Crown har en lang, stolt historie, og selvom vi skriver et trælst kapitel i dag, så gør vi det for at kunne skrive mange flere positive kapitler i fremtiden. Bag vores problemer er et stort uudnyttet potentiale, som jeg ved, at en fokuseret organisation kan forløse, når vi træffer de svære, men rigtige beslutninger, siger Niels Duedahl.
Ved større afskedigelsesrunder i Danmark skal der indledes lovbestemte forhandlinger med medarbejderrepræsentanter med henblik på at begrænse omfanget og sikre vilkårene for de opsagte. Den proces begynder nu.
Opsigelser udleveres efter forhandlingsperioden og senest ved udgangen af oktober i Danmark og i udlandet efter nationalbestemte regler.
Slagteri-topchef har besøgt koncernens datterselskaber