Lantmännen har offentliggjort sit seneste regnskab og her præsenterer grovvareselskabet et rekordhøjt driftsresultat, ligesom der vil være et højt udbytte til svenske landmænd.
2024 var et godt år for Lantmännen.
Det må være konklusionen efter, at det svenske grovvareselskab har offentliggjort sit seneste regnskabs, som viser rekordhøje tal.
Driftsresultatet lander på 2,9 milliarder svenske kroner svarende til 1,9 milliarder danske kroner.
- Driftsresultatet på 2,9 milliarder svenske kroner er Lantmännens højeste nogensinde og afspejler vores stærke forretningsportefølje og robuste strategi. Fødevaredivisionen, Swecon forretningsområde og forretningsområdet Real Estate øgede alle deres resultater i løbet af året, mens divisionerne Landbrug og Energi leverede lavere resultater end året før. Siden april 2024 har Scan også været en del af Lantmännen, hvilket har styrket vores position i fødevarekæden, siger Magnus Kagevik, der er præsident og adm. direktør i Lantmännen, i en pressemeddelelse.
Grovvareselskab investerer 785 mio. i anlæg til planteprotein
Udvikling på tværs af divisioner
Landbrugsdivisionens driftsresultat faldt til 302 millioner svenske kroner i modsætning til 477 millioner året før. Dette var på grund af den svage høst i 2023 og en lavere høst end gennemsnittet i 2024 i Sverige og Finland. Dog er det lykkes Lantmännen at forbedre sin performance.
Energidivisionen landede et overskud på 555 millioner svenske kroner mod sidste års resultat på 968 millioner. Dette skyldes, at ethanolpriserne er vendt tilbage til deres normale niveau. Det negative resultat var ligeledes påvirket af Scanbio, der blev solgt fra i november.
Fødevaredelen oplevede en styrket international efterspørgsel og effektivitetsforbedringer, hvilket gav et resultat på 1 milliard svenske kroner kontra 730 året før.
Svensk grovvareselskab sætter 10 millioner af til landbrugsforskning
Scans resultat for perioden april til december udgjorde 26 millioner svenske kroner, men havde opkøbsrelaterede omkostninger på 60 millioner svenske kroner. Her arbejdes der på forbedre lønsomheden.
Swecon leverede et rekordår med 692 millioner svenske kroner sammenlignet med 669 året før. Her skyldtes indtjeningen primært et gunstigt produktmix.
Real Estate landede et resultat på 379 millioner svenske kroner, hvilket også var en stigning fra året forinden, hvor resultatet lød på 251 millioner. Resultatet var grundet udlejning, ejendomsudvikling og salg af ejendomme.
Forslag om højt udbytte
Bestyrelsen i Lantmännen har foreslået et udbytte til sine medlemmer på 1,1 milliarder svenske kroner svarende til 727,7 millioner danske kroner.
- Det er glædeligt, at Lantmännens bestyrelse i overensstemmelse med vores udbyttepolitik igen kan foreslå et højt udbytte til vores medlemmer, aktive svenske landmænd. Udbyttet er en vigtig del af at styrke landbrugsvirksomheder og fødevareproduktion i Sverige, og gennem de seneste ti år har vi gradvist øget mængden til væsentligt højere niveauer end tidligere, siger Per Lindahl, der er bestyrelsesformand i Lantmännen.
Stærkt resultat for Lantmännen – men fald i lønsomheden
Fremtidige vækstmuligheder
Det svenske grovvareselskab har de seneste år oplevet en kontinuerlig vækst, samtidig med at virksomheden har investeret massivt i både svensk landbrug og sine internationale forretninger. Lantmännen har dog en tro på, at væksten kan fortsætte de kommende år.
- Vi ser gode vækstmuligheder i stort set alle vores forretninger, og jeg ser frem til fortsat at lede arbejdet med at udvikle Lantmännen til en endnu bedre virksomhed sammen med alle vores medlemmer og medarbejdere, siger Magnus Kagevik.