Mange af medlemmerne i brancheforeningen DM&E bruger erfagrupper som inspiration til at løse konkrete opgaver. En af dem er indehaver af Allestrup Maskinstation, Henrik Nielsen, der her fortæller, hvordan grupperne giver ham værdi.
Erfagrupper spiller så stor en rolle i brancheforeningen DM&E’s tilbud til sine medlemmer, at cirka 100 medlemmer i dag er med i 20 aktive klubber, der mødes regelmæssigt.
Henrik Nielsen, der er indehaver af Allestrup Maskinstation nordvest for Hobro, er medlem af to erfagrupper, der er vidt forskellige, men giver værdi på hver deres måde.
- Den første har givet mig nogle gode venskaber, mens den anden er meget talnørderi. Begge giver nogle rigtig gode netværk, siger han og forklarer, at det uden tvivl gavner forretningens bundlinje.
- Det er en effekt, som du ikke lige kan sætte tal på, men bare det, at du har nogen, hvor du kan snakke frit ud af posen og få noget sparring, når du har en idé om en ændring på maskinstationen, betyder noget, siger Henrik Nielsen i en pressemeddelelse fra DM&E, der organiserer danske maskinstationer og entreprenører.
Skal han pege på helt konkrete investeringer, som har sin rod fra erfagrupperne, er det for eksempel inspiration fra erfagruppedeltagere, som førte til indkøb af selvkørende gyllenedfældere og udstyr til crimpning af korn.
Lytter til nye vinkler
Emnerne, som kommer op på erfa-møderne, spænder vidt fra ledelse og økonomi til konkrete faglige spørgsmål. Derudover mødes grupperne til et årligt regnskabsmøde, hvor de analyserer på det forgangne år.
Virksomhederne kommer med efter, de har været i kontakt med DM&E’s konsulenter, der efterhånden har mange års erfaring i, hvordan grupperne matches bedst.
- Med vores erfaring har vi en ret god fornemmelse for, hvordan grupperne får succes. Derfor matches de efter en række kriterier. Vi kigger af hensyn til den indbyrdes konkurrencesituation blandt andet på en god geografisk spredning, der samtidig giver mulighed for at få erfaringer fra et lokalmiljø, man ikke kender så godt, forklarer DM&E’s branchedirektør Bent Juul Jørgensen.
Ifølge brancheorganisationen bruger deltagerne ofte hinandens netværk til løsning af konkrete opgaver, eller hvis der opstår problemstillinger, hvor de kan hjælpe hinanden.
Samtidig nyder deltagere godt af at lytte til nye vinkler på emner, som betyder de kan finde nye muligheder – eller blot bekræfte, at de er på rette spor.
- Bare det, at du har nogen, hvor du kan snakke frit ud af posen og få noget sparring, betyder noget
Henrik Nielsen, indehaver, Allestrup Maskinstation