Valtra-forhandleren Valtec, der ejes af TBS Maskinpower, indleder et servicesamarbejde med Tinghøj Smede & Maskinservice, som skifter navn til Tinghøj Maskinteknik i forbindelse med det nye samarbejde. Samtidigt lukker TBS Maskinpower Valtecs værksted i Varde.
En af Danmarks største Valtra-forhandlere er Valtec med afdelinger i Gravens, Skanderborg og Varde. De ejes direkte af TBS Maskinpower, der også er medejer af Holmsland Maskinforretning og Agrotek. Målet for maskinforretningen er blandt andet at blive kundernes foretrukne partner indenfor Valtra ved at tilbyde dedikeret service og bedst mulig rådgivning, når kunderne skal have en ny traktor.
For at understøtte den udvikling indleder firmaet nu et servicesamarbejde med Tinghøj Maskinteknik v. Søren Arnth. Firmaet er nok bedre kendt som Tinghøj Smede & Maskinservice i lokalområdet, men skifter navn i forbindelse med det nye samarbejde. Samtidigt udfaser TBS Maskinpower Valtecs værksted i Varde pr. 1. december 2023.
- Med Tinghøj Maskinteknik som autoriseret Valtec-servicepartner får vi en dynamisk medspiller i vores strategi om at yde kunderne bedst mulig service, udtaler den adm. direktør i TBS Maskinpower, Jan Garder, om årsagen til ændringen.
- Og ved at forene Sørens serviceteam med vores egne Valtra-specialister fra Varde får vi en bredere serviceplatform at bygge videre på, tilføjer han.
Ligger 5 km væk
Tinghøj Maskinteknik ligger på Stilbjergvej i Varde, kun 5 km fra den nuværende afdeling, så for kunderne betyder den nye beliggenhed ikke det store – måske lige bortset fra, at tilkørselsforholdene med tunge maskiner bliver nemmere.
Firmaet ejes af Søren Arnth, der købte det i 2022 og slog det sammen med sit eget servicefirma, som han etablerede i 2017. Nu arbejder foruden Søren Arnth selv også den tidligere ejer Svend Åge Jacobsen og en montør med service af landbrugs- og entreprenørmaskiner af stort set alle slags. Mandskabsstyrken udvides med de to nuværende Valtra-teknikere fra Varde.
- Jeg er virkelig glad for at blive Valtec Servicepartner, siger Søren Arnth.
- Vi kan servicere endnu flere kunder og får nye servicekompetencer i firmaet. Samtidigt får vi en stærk strategisk partner, der tager sig af salgsarbejdet for Valtra-traktorerne, hvilket vi som dedikerede servicefolk og et lille firma kan have svært ved at løfte.