De sidste fem år er J. Hundahls afdeling i Skive vækstet over 30 procent, nu er bygningsmassen også vokset med 1.800 kvadratmeter.
Siden de i 2018 byggede nyt og flyttede fra Brårupgade til Hesselbjergvej, er det kun gået én vej for J. Hundahls afdeling i Skive.
- Vi har vækstet over 30 procent i den periode, fortæller Martin Dalgaard, der i 2018 sammen med Claus Sørensen trådte ind i ejerkredsen, som inden da bestod af brødrene Søren og Erik Hundahl.
Med et generationsskifte godt på vej ejer Martin Dalgaard og Claus Sørensen i dag 40 procent hver, mens brødrene Hundahl deles om de sidste 20 procent.
Mens salget er vokset støt de seneste fem år, har man de seneste måneder også kunnet se bygningsmassen på Hesselbjergvej udvide sig. Nærmere bestemt med en 1.800 kvadratmeter stor maskinhal, der kommer til at give endnu større blikfang ud mod Herningvej.
Da LandbrugNord kigger forbi, er håndværkerne i fuld sving med at lægge de sidste hænder på hallen, der skal give tag over hovedet til både nye og brugte maskiner.
- Det er bare nødvendigt at have mulighed for at stille maskinerne under tag, hvis man vil holde dem pæne. Det gælder både nye og brugte. Så det har været tiltrængt med den ekstra plads, og det kommer til at give os en mere helstøbt afdeling, fortæller Martin Dalgaard, der fastslår, at den nye hal bestemt ikke er resultatet af en pludselig indskydelse.
- Da vi byggede i 2018, vidste vi allerede, at vi formentlig ville komme til at mangle plads, men vi kommer jo fra Vestjylland, så vi ville kravle, før vi begyndte at gå. Derfor skulle der altså lige gå fem år, konstaterer Martin Dalgaard.
Døgnåbent
De 1.800 kvadratmeter kommer ikke kun til at gøre en forskel for afdelingen i Skive, men vil også smitte af på hovedsædet i Thisted.
- Indtil nu har vi brugt masser af tid på at køre maskiner til og fra Thisted. Nu får vi bedre mulighed for at have dem stående her. Samtidig bliver der også bedre plads til flere maskiner i Thisted, forklarer Martin Dalgaard.
- Og så kommer det bare til at give noget albuerum i forhold til den koldhal, vi havde her i forvejen, som også skulle deles med værkstedet. Det kommer til at give bedre arbejdsbetingelser, siger han.
Ligesom i Thisted vil maskinudstillingen være åben døgnet rundt.
- Portene er lukkede, men dørene er åbne 24 timer i døgnet. Så har vi selvfølgelig videoovervågning på. Det har vi haft gode erfaringer med i Thisted, hvor det har fungeret som en god service, hvis folk gerne vil ind og se en maskine, men ikke lige kan få det til at gå op med, hvornår vi er der, fortæller Martin Dalgaard.
Åben maskinhal
I første omgang glæder han sig dog til at se folk i den nye hal inden for åbningstiden, når J. Hundahl inviterer til »Åben Maskinhal« den 7. december klokken 10.00-20.00.
Her vil der blandt andet blive lejlighed til at se de velkendte »Hundahl-mærker« fra blandt andre New Holland, Kuhn og He-Va, mens det også bliver markeret, at J. Hundahl er blevet importør af Ropas kartoffeloptagere og desuden er blevet tildelt forhandlingen af Dammanns sprøjteprogram og vogne fra Hawe.