Situationen på arbejdsmarkedet i Danmark er præget af mangel på arbejdskraft i alle brancher, og deraf følgende større konkurrence om arbejdskraften – og det gælder også i landbruget.

Derfor er det vigtigt at have fokus på ordnede ansættelsesforhold i landbruget, hvis man vil tiltrække gode ansøgere til sin bedrift – og kan holde på de gode medarbejdere.

- Et godt image som arbejdsplads, der kan tiltrække og fastholde ansøgere, består af mange elementer, hvoraf en grundlæggende faktor er ordnede ansættelsesforhold, forklarer virksomheds- og ledelsesrådgiver i VKST, Henrik Søndergaard.

- Et godt image som arbejdsplads, der kan tiltrække og fastholde ansøgere, består af mange elementer, hvoraf en grundlæggende faktor er ordnede ansættelsesforhold.

Henrik Søndergaard, VKST-rådgiver

Når landbruget skal tiltrække arbejdskraft i konkurrence med andre virksomheder, er der ifølge rådgiveren derfor behov for klare og gode aftaler om arbejdstid, løn, regler for sygdom og barsel, pension, efteruddannelse og muligheder for karriereudvikling.

- Nogle virksomheder vælger at være med i en arbejdsgiverforening og følge overenskomsten på området. Andre vælger en model uden overenskomst, hvor der er fri forhandling om løn- og ansættelsesvilkår, men mange læner sig op ad aftaleniveauet i overenskomsten, forklarer Henrik Søndergaard.

- Der er behov for at betale højere løn for at kunne tiltrække og fastholde medarbejderne i landbruget, påpeger VKST-rådgiveren Henrik Søndergaard. Foto: VKST

- Der er behov for at betale højere løn for at kunne tiltrække og fastholde medarbejderne i landbruget, påpeger VKST-rådgiveren Henrik Søndergaard. Foto: VKST

Arbejdstid i forandring

Dog er der to helt klare ansættelsesforhold, der skal være ekstra i fokus for at tiltrække de rigtige kandidater. Det er arbejdstiden, og det er lønnen.

- Arbejdstiden er en udfordring på nogle områder. Job i planteavlen har eksempelvis udviklet sig fra, at det var hyggeligt med nogle få lange dage i høsten, hvor man fik mad i marken, til flere sæsoner hen over året med lange arbejdsdage, fortæller Henrik Søndergaard og tilføjer:

- Det er sjovt, når man er ung og gerne vil tjene mange penge, men kan give problemer, når man får familie, eller bliver nedslidt, når det bliver for meget.

- Det er fint, at maskinen skal køre 16 timer, men hvis arbejdet kan fordeles på to chauffører, er det bedre for trivslen og »work/life-balancen« – som er det, mange både yngre og dygtige medarbejdere kan se sig selv i både nu og fremover.

Lønningerne sakker bagud

Løn er jo altid et følsomt emne at diskutere og udtale sig om. Men ifølge Henrik Søndergaard sakker lønningerne i landbruget i øjeblikket bagud i forhold til entreprenørbranchen, store offentlige byggerier, Novo Nordisk m.fl. Også selvom man følger overenskomsten på landbrugsområdet.

- Der sker derfor en glidning i lønnen, så der er behov for at betale højere løn for at kunne tiltrække og fastholde medarbejderne i landbruget, påpeger VKST-rådgiveren.

- Det kan, fortsætter han, føles irriterende i et erhverv, hvor vi ikke selv kan bestemme vores afsætningspriser – men det er nødvendigt for at kunne få en andel af arbejdskraften.

I husdyrproduktionen er der en stor andel af internationale medarbejdere, hvor formodentlig over halvdelen af køer og grise bliver passet af internationale medarbejdere.

- Men også her er der et lønpres, da det kun er muligt at ansætte medarbejdere uden for EU på fodermesterløn, og der er relativt få ansøgere inden for EU, hvor man kan ansætte på forhandlede danske lønvilkår, forklarer Henrik Søndergaard.

Business