Vaskerobot-virksomheden Washpower er flyttet og har fået 27.000 kvadratmeter under tag. Pladsen skal blandt andet bruges til træningsfaciliteter til sælgere og teknikere, og så har virksomheden bygget en stald i en hal, som erfagrupper og andre kan komme og se.
27.000 kvadratmeter under tag er hvad den enorme runde glasfacade med teksten Washpower gemmer på i Glyngøre ved Skive. En tidligere højtalerfabrik med 350 medarbejdere, da det gik godt, som nu huset Washpower, og dens 40 medarbejdere, fordi virksomheden, som blev etableret i 2016, er vokset ud af lokalerne i Bedsted, hvor det hele startede med Jakobs Smedie.
Washpower udvikler, monterer, sælger og servicerer vaskerobotter primært til svinestalde og fjerkræhuse. Det er en virksomhed i vækst, som har børstet den nordjyske tilbageholdenhed af skuldrene og i den grad har en tro på fremtiden og ikke mindst sig selv, som har valgt 27.000 kvadratmeter fordi »det er kun lige startet« og nødigt vil begrænses af pladsen lige med det første.
Halvdelen af kvadratmeterne er lige nu lejet ud, men der er i den grad stadig plads til store armbevægelser, nytænkning, udvikling og ikke mindst, så er der højt til loftet.
Washpower Academy
Lige nu kører der vaskerobotter fra Glyngøre-virksomheden rundt i 26 lande. Det medfører forhandlere og serviceteknikere overalt i verden. Mennesker, som fra distancen kan være svære at lære ordentlig op, oplever ejerne af Washpower Jakob Søndergård og Glenn Pedersen, henholdsvis CTO og CEO.
Den udfordring løses i de nye lokaler i Glyngøre med Washpower Academy. Et »træningscenter«, hvor forhandlere og serviceteknikere rejser til Danmark for at dygtiggøre sig ved eksperterne i produkterne.
- Forhandlerne skal kende produktet og lære, hvordan man sælger det. En vaskerobot består af en standardmaskine med en masse tilvalg og sælgeren skal kunne stille de rigtige spørgsmål, så kunden i sidste ende får den vaskerobot, der passer til hans behov. Hvis ikke, kommer den til at stå i et hjørne og samle støv og det er vores fornemste opgave, at sørge for at det ikke sker, fortæller Glenn Pedersen.
Garanti på afstand
Og når robotten er solgt, skal den serviceres og vedligeholdes. Derfor kan også serviceteknikere komme en tur til Danmark og blive endnu bedre.
Træningsprogrammet foregår i tre step og efter hvert niveau følger et certifikat. På niveau 1 lærer man at udføre planlagt service og generel vedligeholdelse. På niveau 2 handler det om fejlfinding og elektriske komponenter og på niveau 3 opnås et guldcertifikat, som understreger den højeste viden om PLC og elektricitet.
- Det er med til at give en garanti, forklarer Glenn Pedersen, som ikke bare vil vinke farvel til vaskerobotterne i døren i Glyngøre, men have en højere sikkerhed for succes ved den landmand de ender hos, også selvom landmanden bor i for eksempel Australien, USA eller Taiwan.
En stald i en hal
Men det er ikke det eneste som de 27.000 kvadrater skal bruges til. Lige nu lægges sidste hånd på en 300 kvadratmeter stor stald.
- Vi har bygget en stald i en hal, smiler Glenn. En stald hvor en tredjedel bruges til tests af blandt andet vaskerobotterne og hvor den øvrige del bruges til at fremvise, hvad vaskerobotter kan.
Der er ikke meget forskel fra Washpower-stalden til en rigtig stald, måske lige bortset fra, at alt vandet, der løber gennem spalterne her, samles i en brønd og recirkuleres.
- Ellers bliver det helt som en rigtig stald, med inventar, en port i enden, vinduer og sådan noget, forklarer Glenn.
Aco Funki har leveret svine-inventaret, Landmeco har opsat fjerkræ-inventar, RN-Solutions har stået for lys, mens Skov er kommet med ventilation og Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik har lagt spalter.
Liv, energi og dynamik
Og virksomhederne har ikke vinket farvel, men på gensyn. De har nemlig fremadrettet muligheden for, at være en aktiv del af kvadratmeterne i Glyngøre, som skal ose af liv.
De får hver deres lille område i hallen, hvor stalden er placeret, hvor de kan opsætte salgsmateriale. Og en række gamle værkførerkontorer med glaspartier ud i hallen, kan benyttes frit.
- Det skal være gavnligt for alle, skabe liv, energi og dynamik og give en ping-pong mellem virksomhederne, forklarer Glenn Pedersen, som forventer, at erfagrupper, firmaarrangementer og andre vil lægge vejen forbi.
Washpower tilbyder alt fra konferencerum til kantinefaciliteter og man vil kunne se samtlige af virksomhedens produkter plus selvfølgelig også staldløsninger fra de andre virksomheder.
Og i enden af hallen med stalden, hvor virksomhederne har en lille stand, en efter en, langs den ene side og kan benytte kontorer langs den anden side, vil der være et teknikerområde. Her vil der komme til at stå en række vaskerobotter med fejl, hvor de serviceteknikere, som er på Washpower Academy, kan stå og fejlfinde og blive klogere inden for servicedelen.
26 lande på fire år
VÆKST Virksomheden Washpower så dagens lys i sommeren 2016, hvor Jakob Søndergård og Glenn Pedersen satte sig som ejere og henholdsvis CTO og CEO i deres nye virksomhed.
Jakob havde i årene forinden udviklet en vaskerobot og gennem mange år drevet landbrugsvirksomheden Jakobs Smedie i Bedsted, men det var svært at få vaskerobotten ud over salgsrampen.
Derfor valgte Jakob og Glenn at starte en virksomhed, som blev opkaldt efter Jakobs første vaskerobot Washpower, og sætte alle kræfter ind.
Det første år med firmanavnet Washpower, blev der solgt 38 vaskerobotter, hvor der det seneste år er blevet solgt omkring 300 vaskerobotter i 26 forskellige lande.
Virksomheden håber, at næste erobring bliver Kina.
- Kina har et enormt stort fokus på biosikkerhed efter de blev ramt af Afrikansk Svinepest. De tænker meget over, at de for eksempel har 5 mand til at vaske en stald og dermed potentielt 5 mand, som kan tilføre smitte. Hvis de i stedet havde vaskerobotter kunne de måske nøjes med en mand og dermed nedbringe risikoen for smitte, forklarer Glenn Pedersen, som derfor er i fuld gang med at udvikle en vaskerobot, som passer til det kinesiske marked.
Washpower har allerede en forhandler i Japan og solgt vaskerobotter i både Japan og Taiwan, foruden en lang række andre lande.
Der er kun lige begyndt
FREMTID Washpower er 4 år gammel, arbejder i 26 lande og har det seneste år solgt omkring 300 vaskerobotter. »Det er kun lige startet«, siger indehaverne Jakob Søndergård og Glenn Pedersen.
- I dag griner vi af tanken om at køre rundt med en vogn og en skovl, når køerne skal fodres og sådan er det efterhånden også med robotplæneklippere. Når man ser en komme skubbende med en plæneklipper, kan man da godt tænke, hvorfor i alverden gider han det. Og det er præcis det samme vi oplever med vaskerobotter. Der er jo ingen, der gider at vaske stalde, fortæller Glenn, som ikke alene oplever arbejdsgivere stå med den udfordring herhjemme, men også i udlandet, hvor det er svært at finde medarbejdere til at vaske staldene ned.
Samtidig erkender virksomheden også, at de på hjemmemarkedet har stået godt i front, da svinepriserne var på sit højeste og mange svineproducenter valgte at investere i en vaskerobot.
- Samtidig rammer vi ind i en tid, hvor man snakker meget om biosikkerhed, siger Glenn Pedersen og henviser blandt andet til Afrikansk Svinepest, hvor en gruppe medarbejdere, som vasker stalde, potentielt kan bære smitte ind og ud af besætningen. Omvendt hvis de medarbejdere ikke var der, eller der var færre, ville risikoen også blive mindre. Men arbejdet stadig udført – bare af en robot.
- Derfor er det her kun lige starten. Jeg tror fremadrettet, at en vaskerobot er noget alle kommer til at have, ligesom vi ser med robotplæneklipperne. Jørgen Yde, direktør i Skov fortalte engang, at de hver time, hver dag, året rundt sætter et ventilationsanlæg op et sted i verden. Jeg ved godt, det er ventilation, men til dem kunne der jo i princippet sagtens følge en vaskerobot, siger Glenn Pedersen