Rejsegilde på Masnedø

Om et par måneder tages DLG’s største og mest moderne lagerfacilitet for korn i anvendelse på Masnedø ved Vordingborg.

CEO Simon Rodian Christensen fra Copenhagen Merchants (til venstre) og detaildirektør i DLG Øst, Knud Rasmussen, glæder sig naturligvis til byggeriet er færdigt.

Tidligere i maj holdt DLG rejsegilde på en 4.000 kvadratmeter stor kornhal, der får plads til cirka 35.000 tons afgrøder.
Det skete på Masnedø ved Vordingborg i overværelse af repræsentanter fra Vordingborg Havn, DLG, Copenhagen Merchants og nogle af de mange håndværkere bag byggeriet.
- Den nye kornhal bliver DLG’s største og mest moderne lagerfacilitet for korn i Danmark, og det forventes at den nye kornhal kan tages i brug allerede til kommende høst, lød det CEO Simon Rodian Christensen, Copenhagen Merchants, da han på vegne af konsortiet bag holdt tale i forbindelse med rejsegildet. 
- Byggeriet er sammen med udviklingen af nye udskibningsfaciliteter med til at indlede en ny æra for havnen på Masnedø, og gør den samtidig til en af de hurtigste laste-
havne i hele Østersøregionen, tilføjer Simon Rodian Christen-
sen.

Spændende udvikling

Det er 16 år siden, DLG for alvor begyndte at etablere sig på Masnedø, da man byggede nye siloer.
Siden er det gået slag i slag, og for fem år siden gik man så i gang med planerne for en videreudvikling af havnen, som Simon Rodian Christensen omtalte som »det helt rigtige sted for korneksport i stor stil«. 
- I 2013 etablerede DLG, Vordingborg Shipping og 
Vordingborg Havn fælles kontor, og nu er næste skridt taget, idet DLG og Vordingborg Shipping er blevet enige om at slå pjalterne sammen i Masnedø Bulk Terminal, oplyste Simon Rodian Christensen og fortsatte:
- Målet er at udvikle den bedst mulige terminal, og det er vi godt i gang med. Frem til i dag har det primært været skibe med lasteevne 5.000 til 10.000 tons, der har fundet vej til havnen, men med nye lastefaciliteter, ny stor kornhal med mere, forventer vi, at der kommer skibe, der kan laste 60.000 til 70.000 tons. 

1.000 tons korn i timen

Sammen med Vordingborg Kommune har DLG i samarbejde med handelsselskabet Copenhagen Merchants investeret 300 millioner kroner i de nye havnefaciliteter, der øger lagerkapaciteten fra de nuværende 40.000 tons til i alt 150.000 tons.
Når det nye anlæg står klar, kan man tage 1.000 tons korn ind i timen, og tilsvarende laste 1.000 tons korn i timen. Det svarer til et lastbiltræk hver tredje-fjerde minut.
Masnedø bliver DLG-koncernens største lager med forbedrede muligheder for avanceret lagring, tørring og sortering af korn, og det vil øge mulighederne for at afsætte danske landmænds afgrøder på de internationale markeder.

Læs også