Tegnestuen Birks to arkitekter har travlt – og de har en mission: De vil udfordre kunderne på den gode måde.
Tekst og foto: Torben Worsøe
Et rundt stuehus. En tilbygning til et hus fra 1771, der er brændt ned og skal genopbygges i den rigtige stil. En landmands-familie, der stopper produktionen og skal have gode råd til, hvad de skal gøre med udbygningerne…
Tegnestuen Birk tilknyttet Byggeri & Teknik har en lang række meget forskellige opgaver. Arkitekterne Jon Aagaard-Kragh og Rune Poret arbejder tæt sammen på tegnestuen. Faktisk har de kendt hinanden siden optagelsesprøven på arkitektskolen.
- Vi tager udgangspunkt i kunden – ikke hvad kunden vil have. De kommer med en idé om et hus. Så siger vi: Fint, men hvorfor vil I have det på denne måde, fortæller Jon Aagaard-Kragh om en typisk fremgangsmåde.
- Vi udfordrer kunderne, supplerer Rune Poret.
- Skal huset for eksempel være så stort, som de forestiller sig? Eller kan vi lave en løsning, der opfylder de samme formål på mindre plads, fortsætter han.
Et oplæg er ikke en tegning
Når arkitekt og kunde har drøftet, hvordan et hus kan bygges, går arkitekten i gang med en skitse.
- Det betyder ikke, at vi laver den endelige tegning. Faktisk kan vi lave den om mange gange, inden den bliver helt målfast, forklarer Rune Poret.
Det er sådan set der sagen med det runde hus er lige nu.
- Fra starten besluttede jeg at give den helt gas. Så kan det godt være, at kunden ikke synes om ideen. Men vi skal også bruge tid på at vise, hvad vi kan, fortæller Rune.
I første omgang synes kunden godt om det runde hus. Men så meldte bekymringerne for, hvordan det ville være at møblere sig. Derefter gik Rune Poret i gang med et nyt oplæg – et trelænget hus, hvor længerne ikke står vinkelret på hinanden.
Et spørgsmål om detaljer
Detaljer er et nøgleord, når man taler med de to arkitekter. Detaljer på et hus er med til at skabe sjæl. Sjæl er vigtig, når man skal føle sig hjemme.
- Jeg har en kunde i øjeblikket, der skal bygge et nyt stuehus. De tager en masse billeder af detaljer i det gamle hus, som vi har mulighed for at overføre til det nye.
- Jeg spurgte: Hvad synes du er lækkert ved det gamle hus? Og det var blandt andet detaljerne, fortæller Rune Poret.
- Det kan handle om, hvordan afløbet fra tagrenden kommer fra taget ned til væggen og videre ned til jorden, fortsætter Jon Aagaard-Kragh.
- Det giver et udtryk på huset, som man kan huske, understreger han.
Det er også derfor de to arkitekter er glade for murermestervillaen:
- Den har udtrykket, detaljerne og holdbarheden. Så det er også et miljøvenligt byggeri, siger de to arkitekter.
En investering
Det er mellem 10 og 15 procent dyrere at bygge et arkitekttegnet hus end at bygge et typehus. Med i prisen er også tilsyn under byggeriet, men det bedste er, at prisen normalt kommer hjem, når huset skal sælges. Der er helt enkelt mere efterspørgsel efter arkitekt-tegnede huse.
Arkitekterne hos Tegnestuen Birk har en ekstra fordel: Inde bag glasvæggen sidder de øvrige medarbejdere fra Byggeri & Teknik, som både kan lave beregninger af husene og søge byggetilladelser. Og andre steder i Sagros huse sidder der advokater i Tellus og ejendomsmæglere hos Landbogruppen.
- Den slags ydelser skal vi ikke ud at købe hos eksterne virksomheder. Vi kan bare åbne døren til det næste kontor, siger Jon Aagaard-Kragh og Rune Poret.