Det er stadig åbent, hvordan afskaffelsen af brakkravet skal håndteres.
Brakkravet fra EU er blevet afskaffet, og det efterlader så de danske poltikere og landmænd med spørgsmålet om, hvordan man så skal sikre forbedringer af den dankse biodiversitet.
Det skal diskuteres inden 2025, hvor der skal være nogle nye regler på plads. Meget tyder på, at der kommer en ny bioordning, der giver støtte til al uproduktiv jord, man har taget ud af dyrkning i forhold til tidligere. Det er nemlig det, Europa-Kommissionen har lagt op til, og også det, der har været landbrugsminister Jacob Jensens udgangspunkt.
Men hvordan den ordning skal udfærdiges er endnu ikke besluttet, og det kommer formentlig an på, hvad man bliver enige om i den forligskreds, der i 2021 lavede aftalen om den danske implementering af landbrugsstøtten.
Landbrug & Fødevarer har glædet sig over, at den obligatoriske braklægning forsvinder, og slår sig til tåls med, hvis der kommer støtte for at braklægge de fire procent i stedet for.
Organisationen har ellers tidligere efterspurgt, at pengene i bioordningerne i højere grad skulle gå til at gøre landbrugsproduktionen mere klima- og miljøvenlig, men ser det altså trods alt som et skridt i den rigtige retning.
- Det er klart, at vi jo hellere så, at man lavede bioordninger, der belønnede dem, der rent faktisk producerer, men som gør det på en mere grøn måde. Det kunne være støtte til foder, der mindsker udledningen, eller støtte til mere præcis gødskning. Men i forhold til at der var krav om at braklægge, så er det da bedre, at det bliver frivilligt, og at landmændene bliver kompenseret, lyder det fra Niels Lindberg Madsen, der er EU- politisk chef hos Landbrug & Fødevarer.
Ærgrelse hos ØL
Man deler ikke helt synet hos Økologisk Landsforening, hvor man stadig ærgrer sig over afskaffelsen af brakkravet.
- Det er et ærgerligt skridt i den forkerte retning for biodiversiteten, og det er stadig meget skuffende, at det endte sådan, lyder det fra Sybille Kyed, der er politisk chef hos organisationen.
Hun håber, at der ikke ryger for stor en del af af pengene fra de andre bioordninger over til en ordning, der giver støtte til braklægning.
- Når det starter ved de første fire procent, vil det være en ret billig ordning for mange landmænd, da mange har dårlige arealer, de kan sløjfe. Så det vil være ærgerligt, hvis vi betaler for dyrt for det, lyder det.