Pløjefri dyrkning og varieret planteavl
En kombination af varieret planteproduktion og reduceret jordbehandling er godt for jorden og økonomien, mener østjysk landmand. Men hvis ønsket er flere hjemmedyrkede proteinafgrøder, så skal EU finde en større pung frem.

Planteavler Hans Dahm betegner sig selv som planteavler med stort P. Livet i jorden er vigtigt, mener han. Foto: Louis Andreas Michaelsen.
Under CAP’en har EU en pulje til fremme af varieret planteproduktion. Formålet er at fremme andre afgrøder end de traditionelle, men beløbet er ikke af en størrelse, der ændrer planteavlernes markplan.
- Men jeg går i forvejen op i reduceret jordbehandling og livet i jorden, for livet i jorden under overfladen er vigtigt. Derfor har jeg et varieret sædskifte, forklarer Hans Dahm, der driver gården Svejgaard lidt uden for Odder i Østjylland.
Høj faglighed
For den østjyske planteavler er høj faglighed en drivkraft i det daglige arbejde med egnens gode muld.
- Forskellige afgrøder skaber gode betingelser for mikrolivet, og eksempelvis regnorme er med til at bære jorden oppe med deres gange, der dræner jorden, siger Hans Dahm.
Som ung landmand rejste han som så mange kolleger ud i verden for at lære mere og finde inspiration.
- Man lærer meget på den måde, og noget kan man bruge, og andet duer ikke herhjemme. Pløjefri dyrkning er en af de ting, der kan bruges, siger Hans Dahm.
Proteinafgrøder
Planteavleren har altid øje for nye måder at drive bedriften på, og han har derfor med entusiasme kastet sig over varieret sædskifte.
- Det er jo godt for jorden. Men hvis du tager hestebønner, så har jeg i to ud af seks år haft et elendigt udbytte, der ikke gav overskud. Så hvis målet er protein, så skal man støtte mere, siger Hans Dahm.
Mere i støtte
Præcis, hvor meget støtten bør hæves, hvis man vil undgå protein fra Sydamerika, er dog svært at sige:
- Men EU giver meget mere til eksempelvis blomsterbrak. Så støtten til varieret planteproduktion herunder hestebønner skal da mindst være 4.000 kroner, hvis man vil have protein dyrket i EU.