Regulering uden kompensation må bero på en misforståelse

Af Nikolaj Schulz, politisk direktør i Spiras

Danske landmænd har snart mere travlt med at melde arealer ind til lavbundsprojekter og minivådområder, end de har ude i marken. Mens vi indfrier Treparten, så kan man læse i Jyllands-Posten og Landbrugsavisen, at statens embedsmænd mener, at indgreb overfor landbrugets udledning af kvælstof over fem år med et tab op til 35 procent, kan gennemføres som generel erstatningsfri regulering.

Begrundelsen er formentlig, at begrænsninger forfølger at forbedre vandmiljøet og indfri målsætningen i vandrammedirektivet.

Formålet med vandrammedirektivet er at få ålegræsset tilbage i de danske fjorde og kystvande (efter det stort set døde i 1930erne af sygdom). Hvis vi skal nå målet, så skal spildevandsrensningen forbedres, der skal lægges sand i fjorde og kystvand, så ålegræsset kan gro stabilt, vi skal reducere baggrundsbelastningen fra for eksempel Østersøen – og meget mere. Danske landmænd skal også reducere kvælstof, og vi i fuld gang med at udtage lavbundsarealer, minivådområder, mv., som logiske følger af Trepartsaftalen.

Den omstændighed, at vandplanerne opgøres i ton kvælstof er misvisende. For eksempel kan muslinger på line, et stenrev eller bedre spildevandsrensning (fosfor) resultere i lempede krav til kvælstofudledningen (og vise versa). I Second Opinion har statens egne rådgivere (DHI) introduceret ækvivalenser mellem fx kvælstof og fosfor.

En underliggende videnskabelig forklaring er Redfield Ratio, der beskriver, at næringsstoffer i biomasse (alger) er påfaldende konstant i forholdet 16:1 N:P. Dvs. 1 fosfor-molekyle står i forhold til 16 kvælstof-molekyler. Omregnet til vægt i en forenklet udgave, så vil hvert ton fosfor, der ikke udledes til vandmiljøet betyde, at kravet til kvælstof lempes med cirka 7 tons. Det er præcis som 1 ton metan omregnes til 28‑30 ton CO₂‑ækvivalenter i klimaregnskabet.

Måltal i vandplanerne opgøres i kvælstof, men realiteten er, at det er kvælstof-ækvivalenter. Det er vigtig viden inden statens embedsmænd kaster med »kvælstofhammeren«. Det er slet ikke givet, at det er landbrugets kvælstof, der er problemet i et konkret opland. Eller modsat kan det være, at det netop er kvælstof, der skal sættes ind overfor på en specifik lokation.

I Syddanmark, for eksempel Genner Bugt, Aabenraa Fjord og Als Fjord m.fl., er påvirkningen for alger og lys fra land omkring 20 procent. Resten kommer fra udlandet eller atmosfæren. Dvs. uanset om vi lukkede hele oplandet for landbrug og spildevand, så fylder Østersøen og den atmosfæriske påvirkning, fortsat 80 procent.

En generel erstatningsfri regulering for landbrugets brug af kvælstofgødning kan hurtigt grundstøde, fordi der i mange situationer ikke er en tilstrækkelig saglig grund for reguleringen. Det er netop derfor, vi skal finde lokale og konkrete løsninger, fordi udfordringerne er forskellige fra sted til sted gennem Kystvandrådene. Nogle steder er det fosfor, andre steder kvælstof, måske skal der etableres muslinger eller et stenrev. Løsningerne er forskellige – og er ikke nødvendigvis alene koblet til landbrugets kvælstof.

Vi skal huske, at trepartsaftalen omfatter hele paletten, dvs. biodiversitet, vandmiljø, klimagasser og en styrket landbrugsproduktion, ikke kun kvælstof.

Det er upassende, at statens embedsmænd går med tanker om, hvordan jorden kan tages billigst muligt fra danske landmænd uden modregning. Sådanne tanker kan hurtigt falde helt ved siden af ånden i Treparten.