Sagro: Armene hos bankrådgivere er ikke helt så korslagte længere

Sagros etableringsaften bød på masser af faglige input og erfaringsudvekslinger om det at blive selvstændig landmand.

Dansk landbrug har hårdt brug for, at flere unge landmænd etablerer sig som selvstændige landmænd. Selvom mulighederne er gode, kan det være svært. Ikke mindst fordi solvenskravet er enormt stort. En vellykket proces kræver god forberedelse og hjælp fra folk med indsigt i branchen.

De succeskriterier kom omkring 50 unge landmænd et stort skridt nærmere, da de forleden var samlet til Etableringsaften hos Sagro i Billund.

Det er femte år, Sagro afholder arrangementet, der via indlæg og networking byder på viden, inspiration og sparring til unge landmænd, der går med tanker om at blive selvstændige, og flere af de unge landmænd, der tidligere har deltaget, har i dag egen bedrift.

Virksomhedsrådgiver - og en af indlægsholderne - Morten Dahl Thomsen, kan endda fortælle, at de kvæg- og svinebrug, Sagrohar hjulpet landmænd i gang på inden for de sidste tre-fire år, ifølge analyser, tjener mere end en halv mio. kr. mere end gennemsnittet. 

- Vi oplevede en stor spørgelyst blandt deltagerne. Flere af dem gør sig nogle meget konkrete overvejelser omkring at etablere sig som selvstændig, fortæller en anden af aftenens indlægsholdere, virksomhedsrådgiver Palle Hansen.

Tilhørerne blev blandt andet klogere på ejerform og finansieringsmodeller og på, hvordan man bedst forbereder sig på møderne hos kreditgiverne, hvor armene ikke længere er helt så korslagte, som de har været. 

Landmand og agrarøkonom Mogens Hosbond Toft fortalte om fordelene ved at være selvstændig landmand, og han gav et meget ærligt indblik i de grundige overvejelser og erfaringer, han selv er i gang med at gøre sig i undersøgelsesfasen forud for etablering.

Udover de mange input fik de unge landmænd også en flot etableringsmappe med sig hjem, så de i ro og mag kan læse flere cases om unge landmænd, der er lykkes med at etablere egen bedrift.
 

Læs også