Torsdag stod en række aktivister foran en McDonald’s-restaurant i København, hvor de delte gratis plantebaserede nuggets ud til forbipasserende. Det gjorde de som led i en kampagne, hvor Anima anklager McDonald’s for at løbe fra sit løfte om at udfase turbokyllinger.
McDonald’s erklærede ellers i 2020 efter konstruktiv dialog med Anima, at alle turbokyllinger ville være taget af menuen inden 2024. Men siden er der ikke sket så meget som et pip i sagen, og det er man harme over hos Anima.
- Jeg synes, det er pinligt for McDonald’s, at de løber fra et klokkeklart løfte om at droppe turbokyllinger. McDonald’s sælger fortsat millioner af skamavlede kyllinger, og det er helt uforståeligt i en tid, hvor der er udbredt enighed om, at turbokyllinger simpelthen ikke er okay, siger Mathias Madsen, der er kampagneleder hos Anima.
Udover happeningen torsdag har Anima også iværksat en social medie-kampagne, hvor McDonalds sider på Facebook og Instagram er blevet bombarderet med kritik.