Arbejdet bag at få sat Hobro Dyrskue på landkortet igen er i fuld gang og efter tre års pause har der været rig mulighed for at gentænke måden, dyrskuet afvikles på.

Der er blandt andet kommet en ny formand for styregruppen, Christian Bøgh, Stenild. Han forsøger sammen med eventkoordinator Birthe Balle, Hobro, at kombinere dyrskuets mange traditioner med nye tiltag.

- Det bliver et dyrskue i en moderniseret udgave, men med absolut respekt for historien og traditionerne. Vi er bakket op af AgriNord, som i en lang årrække stod bag arrangementet. Nu er der en ny styregruppe bag og med opbakningen fra AgriNord har vi kunnet sætte arbejdet i gang, lyder det fra en glad og forventningsfuld styregruppe.

Land og by samles

Det »nye« Hobro Dyrskue vil kæde land og by endnu tættere sammen. Derfor er der blandt andet indgået en aftale med Hobro Handel, som aftenen forinden dyrskuet holder By Night i byens gader med landbrugstema.

- På den måde ønsker vi at gøre det til en begivenhed for hele byen. Vi ser gerne, at rigtig mange besøger os om lørdagen, hvor der vil være et væld af aktiviteter for børnene, masser af flotte dyr at kigge på og muligheden for at få stillet sult og tørst, siger Birthe Balle, som håber at kunne byde velkommen til mellem 1.500 og 2.000 gæster.

Skuet har samtidig valgt at udlicitere opgaver til lokale leverandører. Blandt andet bespisningen, som Nr. Onsild Slagteren i år sørger for, ligesom aftenfesten flyttes ud til Hobro Idrætscenter.

- En oplagt mulighed for at tage medarbejdere og kollegaer under armen efter to år med nedlukninger til et brag af en fest med musik og dans, siger Birthe Balle.

Positive tilbagemeldinger

Hobro Dyrskue har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, når de har ringet og skrevet rundt samt en masse opmærksomhed på Facebook.

-  Vi er ikke i tvivl om, at mange glæder sig til at kunne komme til dyrskue i Hobro igen med alt, hvad det indebærer. Vi ser derfor også frem til et dyrskue med fagligheden i top blandt udstillerne, Siger Birthe Balle.

Som noget nyt i år bliver alle udstillere samlet inde på pladsen så uanset hvilken vej man kommer rundt, og om man udstiller maskiner eller repræsenterer foder, olie eller rådgivning, vil alle gæster komme forbi på et tidspunkt i løbet af dagen.

- Vi håber derved at kunne afholde et dyrskue med masser af liv som samtidig er fagligt, festligt og favnende. Vi vil gerne være med til at fortælle den gode og positive historie om landbruget, så afstanden mellem land og by forkortes, forklarer Birthe Balle.

Forude venter et stort arbejde, men fra arbejdsgruppen er man helt klar til at udvikle og afholde, hvad de selv kalder Jyllands mest hyggelige dyrskue med fokus på landbruget.

- Det bliver et dyrskue i en moderniseret udgave, men med absolut respekt for historien og traditionerne.

Eventkoordinator Birthe Balle, Hobro Dyrskue