Når hjertet ligger hos frieserhesten
Hos Stærbakkegaard i Stenstrup brænder familien for frieserhesten. På årets fynske dyrskue deltager de med hele tre af de i alt 12 deltagende frieserheste – og så skal de i øvrigt være med til at fejre forbundets 35-års jubilæum.

Tina Kirkegaard Eriksen og Mads Milling Eriksen lægger ikke skjul på, at deres hjerter banker for frieserhesten. Fotos: Camilla Bønløkke
Dansk Frieser Forbund, DFF, kan i år fejre 35-års jubilæum, og det fejres med både kåring, hingstefremvisning, jubilæumsshow, stævne og fest fra den 19.-21. august under rammerne hos Helgstrand Dressage i Nordjylland.
Jubilæet vil naturligvis også blive markeret i forbindelse med Det Fynske Dyrskue, hvor medlemmer af den fynske lokalforening Fynslands Frieser vil være klar til at fremvise ikke mindre end 12 frieserheste, der i løbet af dyrskuedagene vil deltage samlet og hver for sig i de forskellige bedømmelsesklasser og raceshows.
Dansk Frieser Forbund blev den 24. januar 1987 oprettet ved en stiftende generalforsamling afholdt på Fyn. På daværende tidspunkt var der cirka 20 frieserheste i landet, men ifølge foreningen har dette tal været støt stigende siden, da nye avlere er kommet til. I dag er de omkring 40 medlemmer på landsplan.

Tina Kirkegaard Eriksen og Mads Milling Eriksen lægger ikke skjul på, at deres hjerter banker for frieserhesten. Fotos: Camilla Bønløkke
En fælles passion
Blandt de nye frieseravlere er Tina Kirkegaard Eriksen og Mads Milling Eriksen, Stærbakkegaard i Stenstrup. På en idyllisk beliggende ejendom med faciliteter, som mange hestefolk kun drømmer om, er ægteparret fælles om passionen for den majestætisk smukke sorte race med den stolte fremtoning, som de med glæde, lader få mange af deres frie timer i hverdagen.
- Jeg ved ikke, om Tina fortryder, at hun for 15 år siden spurgte, hvad der skulle til, for at jeg også kunne interessere mig for heste. For dét, der skulle til, var de her, fortæller Mads Milling Eriksen blandt en større samling af imponerende vogne og kareter til såvel træning, bryllupskørsel og sågar en ældre katolsk vogn beregnet for den sidste tur, når livet er slut.

Mads Milling Eriksen har en større samling af imponerende vogne og kareter til såvel træning, bryllupskørsel og sågar en ældre katolsk vogn beregnet for den sidste tur, når livet er slut.
På Stærbakkegaard bliver parrets frisere dermed både kørt og redet.
- Vi har en regel om, at alle vores heste skal kunne køres og rides, fortæller Tina Kirkegaard Eriksen, der selv rider fast tre gange ugentligt, mens Mads Milling Eriksen kører fast om fredagen og af og til også i weekenden, ligesom der naturligvis køres ved stævnerne rundt i landet i traditionel kørsel.
- Vi er også begyndt at træne noget mere kørsel i dressur, fortæller Mads Milling Eriksen, der påpeger, at det er Jens Dall Rasmussen (en kendt og erfaren mand i køresporten, red.), der har lært ham at køre.
Stærbakkegaard til skue
På årets dyrskue er Stærbakkegaard flot repræsenteret med ikke mindre end tre heste ud af de i alt 12 tilmeldte friesere.
- I 2019 kørte vi med borgmesteren og formanden for dyrskuet i forbindelse med åbningen. I år tager vi vores tre vallakker 9-årige Pelle, 8-årige Tibbe og 5-årige Dauwe med på skuet, og holder i år fokus på ridningen i stedet for kørsel, fortæller Tina Kirkegaard Eriksen, der selv skal ride med på Tibbe fra Stærbakkegaard i Fynslands Friesers kvadrille.

Tina Kirkegaard Eriksen skal ved årets dyrskue ride med på Tibbe fra Stærbakkegaard.
Teamet, der skal ride kvadrille til showindslaget på skuet, har netop også trænet på græsset hos Stærbakkegaard, da forholdene her er til det.
Udover staldens tre vallakker, der alle er købt i Holland, omfatter hesteholdet også den 9-årige hoppe Pjirkje efter Beart 411, som parret købte i Holland sidste år med føllet Sylke Faya ved siden, der nu er fyldt et år.
Den 9. marts fik Pjirkje igen et hoppeføl. Det blev til den modige Thora af Stærbakkegaard efter Yme 507 og Beart 411, der ifølge Tina Kirkegaard Eriksen ikke altid lige synes, at hun skal følges med sin mor.
I forbindelse med jubilæumsdagene hos Helgstrand Dressage er det planen, at både Pjirkje og Thora, samt de tre vallaker skal med.
Fællesskab i foreningslivet
Tina Kirkegaard Eriksen fortæller, at det ikke er fordi, at hun sådan var en rigtig hestepige som ung, men det er hun til gengæld kommet efter.
- I dag bruger jeg jo næsten 80 procent af min fritid på heste, smiler hun og tilføjer, at det også er fantastisk at være fælles om den samme interesse.

Den 9-årige hoppe Pjirkje efter Beart 411 blev købt i Holland sidste år. Den 9. marts fik Pirkje hoppeføllet Thora af Stærbakkegaard efter Yme 507.
- Nu har vi så også kigget hinanden i øjnene, om vi også skal avle friesere. Hvis vi skal nå at opleve afkommet, så skal det jo være nu, påpeger Mads Milling Eriksen.
Udover familiens fællesskab om interessen, sætter parret også stor pris på timerne i stalden med de ridepiger, der kommer på gården, herunder svigerdatteren, der også rider ugentligt sammen med Tina. Desuden er der jo sammenholdet i foreningen.
- Vi har fået rigtig mange gode venner i frieserforbundet og også gennem vores kvadrillegruppe, fortæller Tina Kirkegaard Eriksen.
I dyrskuesammenhæng startede det hele mere ved Frederiksborgstaldene, da parret var med for at hjælpe Jens Dall Rasmussen.
- I de fire-fem år vi var med for hjælpe Jens Dall Rasmussen, lærte vi en masse om at udstille heste og have heste med til kåring og skue, uden at vi selv havde heste med, fortæller Tina Kirkegaard Eriksen og Mads Milling Eriksen.
- Vi har dermed kun haft friesere med på skuet én gang, men nu er det dem, vi satser vores tid på. Det er der vores hjerter ligger, og det er dem, vi brænder for.

- I dag bruger jeg næsten 80 procent af min fritid på heste, smiler Tina Kirkegaard Eriksen, der her ses med den lidt forsigtige og følsomme Pelle af Stærbakkegaard.