Godt salg i landbrugsejendomme giver travlhed på ejendomskontor

Agri Nord Jura & Ejendom oplever i øjeblikket stor travlhed med ejendomshandler. Det gælder både større produktionsejendomme, mindre ejendomme og hobbylandbrug.

Lige nu ekspederes der adskillige ejendomshandler om ugen hos Agri Nord Jura & Ejendom. Lige fra mindre jordlod til store produktionslandbrug til tocifrede millionbeløb.

Travlheden står i stærk kontrast til den lange periode med et stillestående ejendomsmarked, der var fra finanskrisen og frem til omkring 2020.

- Vi har stort set haft travlt i to år nu, fortæller ejendomsrådgiver og valuar Per Møller Pedersen, Agri Nord Jura & Ejendom.

Bedre indtjening - flere handler

Økonomien i landbruget er blevet bedre og bedre indenfor de seneste år, og banker og pengeinstitutter er derfor mere villige til at låne ud til landbrug. Det er årsagen til travlheden på markedet.

Stigningen startede tilbage i 2020, hvor der var dobbelt så mange ejendomshandler som i 2019.

- Den fordoblede omsætning, vi oplevede fra 2019 til 2020 har vi fastholdt her i 1. halvdel af 2021, fortæller advokat Henrik Nielsen.

Opkøbes og udstykkes

Selvom det lykkes at gennemføre ejendomshandler med de store bedrifter, så er det især de mellemstore ejendomme med 20-50 hektar, der omsættes.

De bliver som regel opkøbt af en større bedrift i nærheden, som stykker jorden fra.

Tilbage er der bygningerne med 2-5 hektar jord til, og det er en populær vare hos familier, der gerne vil på landet og have et par heste eller ammekøer.

- Der er mange, der gerne vil på landet. Det sker som regel i gode tider, at folk har mod på at flytte på landet, mens de i krisetider flytter ind til byerne, fortæller Per Møller Pedersen, der gennem mere end 20 år har arbejdet med ejendomsmarkedet i både op- og nedgangstider.

Beliggenhed og beskaffenhed

Der er en tydelig tendens til, at ejendomme omkring de større byer er nemmest at sælge.

- Det er klart, at jo tættere vi kommer på 00-postnumrene, 9000, 9500 og lignende, jo lettere bliver det at sælge, siger Per Møller Pedersen.

Samtidig skal de udstykkede, tidligere produktionsejendomme gøres klar til en ny ejer.

- Vi oplever, at det er afgørende for en handel, at gamle gylletanke og længer, der er bygget ud fra knopskydnings-princippet, skal fjernes, før ejendommen er salgsklar, siger Per Møller Pedersen.

Læs også