Landbrugsejendommen Gothenborg nord for Slagelse er efter lang tid på markedet blevet solgt for et tocifret millionbeløb. Det var mere, end hvad ejendommen i første omgang var blevet sat til salg for.
Landbruget Gothenborg ved Hallelev nord for Slagelse er netop blevet solgt. Men måden, det er sket på, er ikke den helt gængse. Det skriver EDC Landbrug Poul Erik Bech i en pressemeddelelse. Ejendommen er således blevet delt op i to bidder og er solgt for knap 11 millioner, og det er mere, end hvad landbrugsejendommen i første omgang var sat til salg for.
Med salget forlader de hidtidige ejere, Jakob Hansen, hans kammerat Leslie Petersen og deres familier landbruget, der i 19 år har været en tryg base for de to venner og deres familier,
- Min ven og jeg købte dengang landbrugsejendommen sammen, da vi ville skabe et landbrug på sigt. Men vi må også bare erkende, at med arbejde ved siden af og et familieliv, der skal passes, er det begrænset med tid til også at drive landbrug, siger Jakob Hansen og fortsætter:
- Derfor er vi heller aldrig kommet rigtigt i gang med landbrugsdelen, selvom vi har drevet lidt landbrug ved siden af. Vi har været utrolig glade for at bo side om side i de mange år. Vi har haft mange gode stunder på gården, og praktisk har det også været godt ift. fx børnepasning, masser af plads at boltre sig på og en masse hyggelige stunder i den store, fælles gildestue, siger han.
Foruden stuehuset, som blev opført i 1986, indeholder landbrugsejendommen en gildesal med to toiletter, en vindmølle med stabil produktion og anvendelige driftsbygninger til lager og kødkvægsproduktion og tilmed god landbrugsjord, som de sidste fem år er drevet økologisk.
Opdeling blev nøglen til salget
Gothenborg blev solgt efter at være blevet opdelt i to forskellige spor efter anbefaling fra Frank Poll fra EDC Landbrug Poul Erik Bech. Det ene spor med bygningerne og ca. 2 ha jord, mens det andet spor indebar hele ejendommen med de 314 m² boligareal og 32,49 ha grundareal.
- Da Frank Poll fra EDC Landbrug Poul Erik Bech foreslog en kreativ opdeling af ejendommen og den tilhørende jord, var vi en smule skeptiske. Vi vidste, at jorden ikke var et problem at sælge, så derfor var vi en smule skeptiske ift. at få solgt stuehuset med de to lejligheder, siger Jakob Hansen og fortsætter:
- Vi blev dog enige om at give det et forsøg, men vi ikke ville sælge jorden, før vi også havde en køber til bygningerne. Nu er det hele heldigvis faldet i hak, og vi kan på ingen måde klage over forløbet, så stor ros til EDC Landbrug Poul Erik Bech for at tænke lidt anderledes og bistå med deres erfaring og viden, siger han.
I sidste ende blev bygningerne med bl.a. en gyllebeholder og 3 hektar jord solgt, mens de resterende knap 30 hektar jord blev solgt separat. Om opdelingen fortæller Frank Poll, landbrugschef hos EDC Landbrug Poul Erik Bech:
- Vi valgte at udbyde ejendommen i to forskellige bidder for at udvide listen over potentielle købere. Som jeg også har snakket med sælger om, oplever vi god efterspørgsel på landbrugsjord i området. Det ville altså ikke være et problem at få solgt jorden fra, når vi havde fundet den rigtige køber til bygningerne, siger FranK Poll og fortsætter:
- Heldigvis fandt vi hurtigt en køber, som ville overtage bygninger og gyllebeholderen. Efter lidt forhandlinger frem og tilbage landede vi på 3 hektar jord, mens den resterende jord blev solgt separat, hvor vi netop også har landet en fornuftig købsaftale, lyder det fra landbrugschefen.
Hjælper at tænke ud af boksen
Frank Poll peger på, at der nogle gange er behov for, at man tænker lidt ud af boksen i forbindelse med salg af et landbrug. Det er salget af Gothenborg et godt eksempel på.
- Vi er i dialog med mange landbrugskunder og kender deres ønsker i forhold til at købe eller sælge. Derfor behøver det ikke altid at være den nemme løsning, der er den bedste løsning, siger han og uddyber:
- Ikke nok med at sagen havde været til salg et stykke tid hos en anden ejendomsmægler, så fik vi solgt landbrugsejendommen hurtigt. Samtidigt fik sælger faktisk næsten 1 million kroner mere for løsningen med at sælge i to bidder, så vi er naturligvis glade for at have bistået med salget af landbrugsejendommen i Hallelev, og vi ønsker både sælger og køber tillykke med handlen, lyder det fra Frank Poll.