Vanding forbedrer søen
Hvert år pumpes en meter vand af Vomme Sø for at hindre en stor belastning af næringsstoffer, blandt andet skabt af det rige fugleliv i den fredeligt beliggende 18 hektar store sø.

Med dens fredelige omgivelser rummer Vomme Sø et rigt fugleliv og mange fisk under overfladen.
Når man kører øst for Langeskov-afkørslen på vej over Fyn, kan der fra motorvejen opleves et sjældent fænomen på en fynsk mark, Som en af de få landbrugsbedrifter har Rønningesøgaard tilladelse til markvanding, og derfor kører herregårdens to vandingsmaskiner i både korn- og frøafgrøder i denne tid.
Efter flere tørkeår kontaktede godsejer Stig Bille Brahe Selby det daværende Fyns Amt for at få mulighed for vanding fra den 18 hektar og 10 meter dybe Vomme Sø, der led af belastningen af næringsstoffer og manglende vand fra dens 600 hektar opland.
Det er især de mange fugles ekskrementer, som fjerner ilten fra bunden og dermed frigiver fosfor.
100.000 kubikmeter vand
- Vi oplever hundredvis af gæs og skarver, som holder til i vor fredeligt beliggende sø. Netop skarverne overnatter hos os og medbringer fisk fra haver som aftensmåltid, forklarer Stig Bille Brahe Selby, der siden 1996 har haft tilladelse til at pumpe vand fra søen en meter fra bunden ud til markvanding.
- Det har helt sikkert forbedret søens tilstand, siger han og forklarer videre, at der i vandingsperioden pumpes cirka en meter vand af søen, svarende til omkring 100.000 kubikmeter.
Til gengæld opstemmes vandet om vinteren, så vandstanden i søen igen hæves en meter. Derved bibeholdes de lave vådområder langs søbredden, hvor der ligeledes er et rigt fugleliv.
Mange fugle og fisk
Fra hovedbygningen og haven, som ligger helt ud til Vomme Sø kan der eksempelvis betragtes havørne, fiskeørn, lappedykkere, skalleslugere, isfugl og mange arter af både ænder og gæs.
- Den anden dag overværede jeg, at en ørn i et snuptag tog en stor gæsling med sig, fortæller Stig Bille Brahe.
Også under overfladen er der rovdyr. Der er gedder op til 15 kg samt aborre og sandart. Men også ål, brasen, skalle og andre fisk holder til i Vomme Sø, der er et såkaldt dødishul fra istiden – skabt af en kæmpe isklump under grundvandet fra over 10.000 år siden.