Danskerne har en imponerende appetit på fuldkorn, og er blandt de nationer i verden, der spiser allermest fuldkorn.
Der er flere gode grunde til at spise fuldkorn. Udover at være en del af de officielle Kostråd spiller fuldkorn en vigtig rolle i upcycling af fødevarer. Og så er kornprodukter - herunder fuldkornsprodukter, ifølge Fuldkornspartnerskabet, blandt de fødevarer, der har det laveste klimaaftryk.
Før fuldkornsprodukterne i stor grad blev tilgængelige på det danske marked, blev de fiberrige dele af kornet fjernet. Det er netop i kimen og skaldelene, at man finder de fleste fibre, vitaminer og mineraler.
Siden januar 2009 er der kommet et hav af fuldkornsprodukter på markedet, hvor hele kornet anvendes. Ved at inkludere fuldkorn i vores mad, reducerer man spild og udnytter ressourcerne bedre.
Fuldkornspartnerskabet består af Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og en række fødevareproducenter og detailhandelen. Det officielle Kostråd anbefaler at spise 75 gram fuldkorn om dagen og gerne mere. Det svarer for eksempel til 1-2 skiver rugbrød og en portion havregryn. Fuldkorn kan både være hvede, rug, havre, byg, spelt, brune og røde ris; samt tørret majs og Sorghum.