Uffe Bertelsen, administrerende direktør bød velkommen sammen med formand Niels Vestergaard Salling, da 450 mennesker var samlet til LandboNords Landbrugskonference.

- Det er dejligt, at vi har mulighed for at mødes fysisk og give mulighed for bare at være sammen – landmand til landmand, lød det.

Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer var første indlægsholder på podiet, og han kunne fortælle lidt om, hvad der er på landbrugets dagsorden 2022. Og helt naturligt lagde han vægt på landbrugsaftalen.

- Der er rigtig mange ting i landbrugsaftalen, som skal håndteres. Det er for eksempel en meget, meget grøn CAP – og noget, der kommer til at fylde rigtig meget i 2022 er, hvordan vi får det hele på plads. Den anden helt store dagsorden i 2022 er CO2-afgift – hvordan man kan nå i mål med en reduktion på 70 procent, sagde han.

Der er masser af fremtid for dansk landbrug

Netop klimaet fyldte også i beretningerne fra LandboNords politiske udvalg. Men det er ikke noget, som afskrækker.

- Nye krav til landbruget kommer udefra, men mange løsninger laver vi selv, lød det blandt andet fra Kasper Thing Andersen, formand for økonomiudvalget og tilføjede:

- Kan vi bruge det samme søm to gange, har vi gjort en god handel – bæredygtighed er med til at sænke vores CO2-udledning.

Noget andet, der blev lagt vægt på, er landbrugets evne eller mangel på samme til at tiltrække medarbejdere.

- Vi er nødt til at gøre os selv mere attraktive som arbejdsgivere – vi skal have mere fokus på de bløde værdier, fastslog Christian Dalsgaard Christensen, formand for kvægudvalget.

Noget, der efterfølgende blev bakket op af Søren Søndergaard, som svarede på en kommentar fra salen, der lød på, at der måske ikke var stor fremtid for dansk landbrug.

- Vi har en af verdens stærkeste fødevareklynger. Og at vi har landbrug her, gør også, at der er liv herude i landdistrikterne, hvor vi bor, svarede Søren Søndergaard og fortsatte:

- Jeg tror, at vi skal tale vores erhverv op – der er en helt masse unge mennesker, der står og gerne vil ind i erhvervet.

Samtidig slog han fast, at de danske landmænd er nogle af dem, der netop kan producere klimavenlige fødevarer, som der efterspørges både politisk og af forbrugerne.

- Det kan blive vores nye forretningsgren og gøre, at vi står endnu stærkere i løbet af de næste ti år, sagde formanden for Landbrug & Fødevarer.