CO2 er en udfordring for landbruget
Landbrugsaftalen var på dagsordenen hos Jysk Landbrug på foreningens generalforsamling i Billund, hvor formand H.C. Gæmelke slog fast at CO2 er en af landbrugets store udfordringer
Rundt om i landet arbejder kommunerne med hver deres klimahandlingsplaner hvor ikke mindst udledningen af CO2 står højt på listen. Samtidig er CO2 også et centralt punkt i den brede politiske landbrugsaftale.
Og netop CO2 var også et af omdrejningspunkterne i forbindelse med generalforsamlingen i Jysk Landbrug, der fandt sted forleden hos Sagro i Billund.
I bestyrelsens beretning kom formand H.C. Gæmelke ind på CO2 i set i lokalt og regionalt perspektiv. Tal viser, at landbrugets andel af udledningen af den samlede mængde CO2 er høj i flere kommuner.
Således er andelen i Billund Kommune 64 procent, Vejen Kommune 59 procent og i Vejle Kommune 35 procent.
- CO2 er vores helt store udfordring, konstaterede H.C. Gæmelke, der samtidig noterer sig, at der arbejdes i både landbruget og kommunerne, for at gøre noget ved det.
I landbruget forskes der i både fodersammensætning, afgrøder og meget andet, ligesom man flere steder i landet har samarbejdsaftaler med de enkelte kommuner.
- Vi har aftaler med Vejle og Vejen kommuner omkring forpligtelse til at reducere CO2. Og i Billund er på vej til at lave noget af det samme, sagde H.C. Gæmelke.
Kamp om jord og vand
Udtagning af landbrugsjord til naturformål, og krav til vandmiljø og vanding. H.C. Gæmelke lagde ikke skjul på, at både jord og vand vil blive en kamp for landbruget de kommende år.
- Vi synes eksempelvis at det er et problem, at store virksomheder køber landbrugsjord op til skovrejsning – også til til urørt skov. Vi kommer til at diskutere, hvad vi bruger jorden til. Der skal produceres gode fødevarer, hvor det giver mening, konstaterede H.C. Gæmelke.
Omkring vandmiljøet var det ikke mindst en ”Second Opinion”, som H.C. Gæmelke efterlyste, da han mener der kan stilles spørgsmålstegn ved det datamateriale, som politikere og myndigheder arbejder ud fra.
H.C. Gæmelke pegede også andre kilder til udledning af kvælstof og fosfor i de følsomme kystvands-områder, hvor han mener påvirkning af spildevand og udledninger fra andre lande bør indgå det samlede billede.
- Urenset spildevand fra kommunerne kaldes ”overløbshændelser”. Landbruget skal dokumentere al udledning på decimaler, sagde H.C. Gæmelke.
Omkring BNBO-områder (boringsnære beskyttelsesområder, red.) konstaterede formanden, at der blot er ni måneder tilbage til at indgå frivillige aftaler – og hos Jysk Landbrug er meldingen til medlemmerne klar:
- Vi opfordrer stadig til frivillige aftaler, trods den megen snak i pressen om advarsler imod det. Ved frivillige aftaler kan i selv få lov til at sætte arealbegrænsninger, lød det fra H.C. Gæmelke, der dog samtidig konstaterede, at der i Jysk Landbrugs område blot er indgået 19 frivillige aftaler ud af 1.900 mulige.
Efter valghandlingen, stod det klart at bestyrelsen 2022 nu består af: H C. Gæmelke (formand), Anders Stensgaard (næstformand), Jakob Jessen, Martin Doctor Jørgensen, Anne-Marie Kragsig Pedersen, Allan Pedersen, Lars Fomsgaard Hansen og Torben Jonasen.
Jysk Landbrug har 879 medlemmer – omkring 100 af dem havde valgt at deltage i generalforsamlingen i Billund.