Jonas efterlyser langsigtede løsninger for generationsskifte

32-årige Jonas Ellitsgaard Jensen blev selvstændig landmand for fire år siden. Nu efterlyser han langsigtede, finansielle rammevilkår, så flere unge landmænd kan sætte foden på egen jord.

- Likviditet er altafgørende i et generationsskifte. Derfor er der ikke brug for hjælpepakker, tørkehjælp eller kortsigtede løsninger. Der er brug for langtidsholdbare finansielle rammevilkår, som unge landmænd kan regne med, når de skal rejse kapital til køb af deres første landbrugsvirksomhed.

Sådan lyder konklusionen fra 32-årige Jonas Ellitsgaard Jensen, efter han for fire år siden overtog ejendommen Vestergaard ved Bjergby i Vendsyssel.

Set i bakspejlet konstaterer Jonas Ellitsgaard Jensen, at han købte sin virksomhed på rette tidspunkt.

- Det er ikke blevet lettere. Finansieringsomkostningerne er forandret, siden jeg købte ejendommen i 2020. Dengang fik jeg jo penge for at låne. Samtidig er virksomhederne blevet større, og hermed er kravene til den kapital, du skal rejse, også øget. Og handlerne går hurtigt lige nu – ofte fordi jorden er eftertragtet.

Vækstfondens vilkår bør forbedres

Parterne i Grøn Trepart har indgået aftale om at forbedre vilkårene ved generationsskifte, og det hilser den unge landmand velkommen.

- Vækstfondens låneportefølje skal sikres og forbedres. Et etableringslån skal måske vare 15 år i stedet for ti år med de første to-tre år som afdragsfrie. Det drejer sig om at sikre de unge, nyetablerede landmænd likviditet, understreger Jonas Ellitsgaard Jensen.

- Man kan hjælpe nyetablerede landmænd ved at finde penge til en grøn pulje, som de kan få del i fra dag ét.

Jonas Ellitsgaard Jensen, landmand

Han tilføjer, at en nedsættelse af bo- og arveafgiften og en fjernelse af tinglysningsafgiften ved førstegangskøb også gerne må blive en del af en bred politisk aftale, så de økonomiske vilkår fastholdes ved skiftende politiske flertal.

Klimaoptimering bør indtænkes

Aftalen i Grøn Trepart indebærer, at regeringen skal arbejde for at løfte rammen til etableringsstøtte med cirka 200 millioner kroner frem mod 2030.

- Det er rigtig fint. Samtidig bør man politisk prioritere, at etableringsstøtten bliver uafhængig af andre støtteordninger. Som ordningen er skruet sammen i dag, kan jeg ikke få udbetalt etableringssummen, hvis der for eksempel er opfølgning i forhold til hektarstøtte – så bliver pengene tilbageholdt, konstaterer Jonas, der personligt måtte vente til april 2023 på de etableringskroner, der var lovet i december 2022.

Den unge landmand ser også klimaoptimering som en faktor, der bør indgå i de finansielle rammevilkår ved generationsskifte.

- Man kan hjælpe nyetablerede landmænd ved at finde penge til en grøn pulje, som de kan få del i fra dag ét. Det vil give landmanden mulighed for fra første dag at investere i nye klimatiltag til gavn for både bundlinje og miljø, siger Jonas Ellitsgaard Jensen og tilføjer, at en sådan ordning eventuelt kunne finansieres med løsninger via Vækstfonden.

Vækst over blot fire år

Jonas Ellitsgaard Jensen stillede ved købet af Vestergaard i 2020 selv med en pæn egenfinansiering, og med lån fra kreditforening, bank samt et sælgerpantebrev kunne han realisere sin drøm om at etablere sig som selvstændig landmand.

Efter samme model opkøbte han en naboejendom i 2021, og senest har han købt ekstra 19 hektar, så han i dag råder over 175 hektar og 650 søer i stalden.

Læs mere om Den grønne trepart

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en stor omlægning af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også