Kriegers Flak-sag skal behandles på højeste sted
Fredag er der domsforhandling ved Højesteret i sagen om lovligheden af deklarationer, der afviger fra gæsteprincippet, også kendt som Kriegers Flak-sagen.
Det er sjældent, at retssager, hvor landmænd er involveret, ender i landets højeste retsinstans, Højesteret.
Men det er netop, hvad der kommer til at ske fredag, når Højesteret danner rammen for fem sager, hvor Landbrug & Fødevarer på vegne af fem lodsejere vil have, at Energinet skal honorere det såkaldte gæsteprincip i forbindelse med anlægget af havvindmølleparken ved Kriegers Flak.
Sagen handler som nævnt om det såkaldte gæsteprincip i forbindelse med aftaler om nedlægning af kabler på lodsejernes jord.
Gæsteprincippet betyder, at lednings- eller kabelejeren som »gæst« skal bekoste arbejde, der er nødvendiggjort af lodsejerens ændrede udnyttelse af det areal, hvor ledningen er placeret. Men det bestemte Vestre Landsret i starten af 2021 ikke fandt anvendelse, fordi lodsejerne fik fuldstændig erstatning, som det hed i kendelsen.
Uenig i landsrettens tolkning
Landbrug & Fødevarer valgte at anke kendelsen til Højesteret. Ifølge viceformand Thor Gunnar Kofoed er der brug for en klar retsstilling på området.
- Hvorfor skulle Energinet og andre forsyningsselskaber medtage bestemmelser om fravigelse af gæsteprincippet? Landsretten siger jo, at det ikke har nogen betydning, men lodsejer har intet valg i denne og andre sager.
- Enten må han acceptere fravigelsen – også selvom der ikke tilbydes erstatning, og ellers så kommer fravigelsen alligevel, når der sker ekspropriation. Kan det virkelig passe, at fravigelse af gæsteprincippet ikke indebærer nogen byrde i sig selv. Det mener landsretten. Jeg er helt uenig, har viceformanden sagt om sagen.
- Overrasker mig noget
Landbrug & Fødevarers chefjurist, Charlotte Bigum Lynæs, har tidligere meldt ud, at hun er fortrøstningsfuld i forhold til, at Højesteret vil vurdere sagen anderledes end landsretten.
Hun påpeger, at landsretten blandt andet undlader at foretage en konkret vurdering af deklarationsteksten samt nødvendigheden af at fravige gæsteprincippet.
- Landsrettens præmisser overrasker mig noget. Gæsteprincippet er dommerskabt uden for vejlovens område, og der er de seneste år afsagt flere domme om rådighedsforpligtelsen og betalingsforpligtelsen. Landsretten blander disse to forhold sammen, og det skal vi have Højesterets hjælp til at rette op på, siger Charlotte Bigum Lynæs.
Det er advokat Rene Offersen, der skal føre sagerne på vegne af de fem lodsejere og Landbrug & Fødevarer mod Energinet, der er den anden part i sagen.