Noter til side 6 i LO05-2023

Bombe under kartoffeldyrkningen

- Dette er nok det værste, jeg som landskonsulent i kartoffeldyrkning har været ude for, siger Lars Bødker, Seges Innovation, i en kommentar til den ekstraordinære rapport, der for nylig blev meldt ud fra Miljøstyrelsen.

I korthed går rapporten ud på, at man i målingerne af udvaskning af pesticider til grundvandet overraskende har fundet nedbrydningsprodukter i grundvandet fra svampemidlet cyazofamid, der er et vigtigt middel mod kartoffelskimmel, og som blandt andet indgår i skimmelmidlet Ranman.

Netop de mange nødvendige fungicidsprøjtninger i kartoflernes vækstsæson for at holde kartoffelskimmel nede er – igen noget overraskende – blevet problematiske, da der på det seneste er konstateret udbredt resistens hos skimmelsvampen mod de mest brugte midler som Revus og flere andre skimmelmidler.

Den ny rapport fra i mandags vælter stort set hele den i forvejen noget skrøbelige strategi for bekæmpelse af kartoffelskimmel i 2023.

 

Danskerne går udenom bælgfrugter

Bælgfrugter er sunde, nærende og klimavenlige – og kan vokse overalt. Alligevel viser et studie fra Københavns Universitet, at europæerne spiser væsentlig færre bælgfrugter, end landenes nationale anbefalinger indikerer.

- Bælgfrugter har mange fordele både for mennesker og for vores planet. Desværre er der også nogle forhindringer i vejen for forbrugerne, som skal overkommes, før bælgfrugternes potentiale kan blive fuldt udnyttet, siger Katharina Henn fra Institut for Fødevarevidenskab på KU i en pressemeddelelse.

- Når vi dyrker bælgfrugter i Europa, er det typisk som dyrefoder. Som menneskeføde er potentialet underudnyttet. Og hovedårsagen er uvidenhed og manglende madtraditioner.

Hendes undersøgelse placerer Danmark midt i feltet, når det kommer til forbrugernes kendskab til bælgfrugter, men på en sidsteplads for fem udvalgte lande, når det kommer til at udnytte deres potentiale som bæredygtig, sund mad.

Læs også