Politisk krav om afskovningsfri soja
Regeringen melder nu klart ud: - Danmarks import af soja og palmeolie skal være afskovningsfri

Danmark importerer hvert år tonsvis af soja. Den skal fremover være garanteret fra afskovningsfri områder. Arkivfoto
Dele af den danske import af soja til dyrefoder og palmeolie til kosmetik og fødevarer er skadelig for verdens skove. Det vil regeringen sætte en stopper for.
Med en ny handlingsplan, og en række udviklingsinitiativer, er regeringen med til at fremme kampen mod afskovning og den grønne dagsorden globalt. Ligesom handlingsplanen skal bidrage til, at Danmarks import af soja og palmeolie bliver afskovningsfri i 2025.
Konkret vil regeringen kæmpe for, at den soja og palmeolie, der importeres til Danmark i 2025, er verificeret og dokumenteret afskovningsfri, presse på i EU for tiltag mod afskovning og deltage aktivt i internationale initiativer.
Danmark kan ikke redde verdens skove alene. Derfor indeholder handlingsplanen også et internationalt spor, hvor regeringen med udviklingsmidler arbejder for at reducere den globale afskovning og fremme drivhusgasreduktioner, biodiversitet og fattigdomsbekæmpelse. Derudover fastholder Danmark et intensivt pres på EU for mere ambitiøse tiltag på området.
Globalt går Danmark med handlingsplanen foran i arbejdet med at fremme den grønne dagsorden. I forhold til klima, natur og biodiversitet, respekt for menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder.