I godt 50 år har jeg prøvet at lade som om, jeg ved det meste, skønt min viden er meget lille.
For nylig havde jeg en samtale med min nabo. Han er ingeniør og ansat i en ingeniørvirksomhed. Hvad han helt præcist laver der, har jeg lidt svært ved at svare på. Men det er noget med fysik og måske også kemi. Fag, som jeg dumpede med et brag i folkeskolen, da jeg til eksamen forsøgte mig med at sige, at salte er en luftart.
Med den form for åndelig bagage skulle man tro, jeg havde erkendt, at min viden inden for naturvidenskaberne kan ligge på et ret begrænset afmålt område. Og at jeg derfor med sindsro ville kunne spørge min nabo om alskens spørgsmål, som han med stort set 100 procent sandsynlighed ville kunne svare klogt på.
Men nej. Når jeg er sammen med min nabo – og stort set alle andre – vil jeg hellere give et (for det meste åbenlyst gennemskueligt) skin af, at jeg ved noget.
Så da naboen den anden dag fortalte, at han ikke havde investeret i et batteri til sine nyindkøbte solceller, fordi det ikke ville kunne køre, hvis elnettet var nede, nikkede jeg bare forstående og sagde, at det gav mening.
Siden har jeg grublet: »Hvorfor kan et solcelleanlæg med tilkoblet batteri ikke fungere, hvis elnettet er nede?« Jeg har prøvet at google det. Og jeg har også stillet spørgsmålet til en journalist-kollega med marginalt bedre naturvidenskabelig forståelse, end jeg selv har. Jeg kender stadig ikke svaret.
Dømmer folk
Det nemme ville jo være at spørge naboen. Men så røber jeg, føler jeg, som det hedder på nudansk, at jeg ikke aner noget om solceller, selvom jeg selv har nogen på taget. Det ville være pinligt. Føler jeg.
Nu er mit spørgsmål så: Mon jeg er alene med denne trang til at lade som om? Eller går mange af os rundt og holder igen med at stille spørgsmål af frygt for, at de kunne få os til at se dumme ud?
Jeg ved, at jeg også selv lidt dømmer folk, hvis de spørger mig om noget, der i min optik er dumt eller uvidende, så måske er vi ude i noget »tyv tror, hver mand lyver om sin egen viden«.
Hvis det sidste er tilfældet, kan det jo være, jeg er helt alene med min trang til at fremstå klog og vidende. Men er der noget, der efter mine godt 50 leveår er ved at gå op for mig, så er det, at jeg nærmest ingen tanker har, som alle mulige andre ikke også har haft.
Så måske er jeg ikke den eneste, der ikke vil give den til hver en tid mest vidende det indtryk, at jeg ikke ved bedre end han?