Krigstrommernes buldren rammer mig med både mismod og afmagt. Men afmagtens erkendelse er samtidig mit værn mod mismodet.
Jeg hører til dem, der tjekker nyheder som det sidste, jeg gør, og det første jeg gør. Der ramte mig særlig hårdt, da Irans droneangreb mod Israel fik nyhedsmedierne i gult og atter mindede mig om den skrøbelige tilstand af fred og overskud, der har præget hele mit liv.
Omvendt er den overhængende fare for død, sygdom, fattigdom og andre dårligdomme også et vilkår, som jeg altid har været bevidst om. Og hvis jeg ikke selv husker på det, har der altid været rig lejlighed til at dvæle ved ulyksalighederne og det altid nærværende dommedagspotentiale.
Eller som Torsten Buhl, bestyrelsesmedlem i Verdens Bedste Fødevarer for nylig sagde: »Der er altid lige nok nyheder til at fylde avisen«. Forstået på den måde, at den ene dags forsidekatastrofe kan blive notestof den anden, hvis andre katastrofer presser sig på.
Altid dårligdomme nok
Der er – og vil vel altid være – dårligdomme nok at tale om. Lige nu føles de bare, i hvert fald for mig, lidt mere alvorlige, end de føltes for fire år siden. Og til forskel fra dengang, hvor det meste i min optik åndede fred og fordragelighed, havde jeg dengang en større følelse af, at mine handlinger kunne gøre en forskel – i hvert fald i lille Danmark.
Den følelse mangler jeg, når det handler om krig i Israel, Ukraine, Afrika og hvor menneskeheden nu ellers har gang i væbnede konflikter, der truer med at eskalere til noget, der også kan ramme mig og mine.
Besynderligt nok hjælper denne min magtesløshed mig faktisk også til at overkomme det mismod, krigshandlingerne giver mig. Det er ude af mine hænder, og jeg kan intet gøre. Det er – for mig – en trøst og lise.
Og det hjælper mig til trods alt at glæde mig, når bøgen springer ud, når vårsæden spirer lysegrønt, og konfirmanderne fylder Tivoli.
Endnu er stort set alt i mit liv af det gode.