Man drukner ikke i andre turister, og der er langt til horisonten på turen til Island 24. juni til
1. juli med flere forskellige besøg i en helt fantastisk, vild natur med rigt fugleliv og mindre fiskerbyer langs kysten.
En gang Island – mange gange Island.
Sådan har mange det efter første gang, man har været deroppe. For det er en meget stor ø, der kræver en del tid til at nå hele vejen rundt uden at have travlt.
- Vi har valgt at arrangere en tur, der går i dybden med et mindre område, nemlig Vestfjordene, fortæller Anne Hansen Aamand.
Hun er rejseleder på turen sammen med sin mand, Gert Aamand.
Det er tredje gang, de er afsted på næsten samme tur med rejsogoplev.
- Gæsterne har været meget tilfredse med alt det, de oplevede, konstaterer de.
I 2024 er der udrejse fra Billund mandag 24. juni med fly direkte til Keflavik på Island og fly tilbage derfra til Billund mandag 1. juli efter en begivenheds rejse gennem et storslået landskab i den lyseste tid af året.
Vestfjordene med smuk og barsk natur
Vestfjordene er tyndt befolket med natur, rigt fugleliv og små fiskerbyer langs kysten.
Livet for beboerne i Vestfjordenes har gennem tiderne derfor været barsk, og stadig har naturens kræfter stor magt i området
Livsgrundlaget var fiskeri, der var langt til naboer, og rejsen over land var både besværlig og farlig over de stejle og forvredne fjeldområder.
- Troen på uhyrer, spøgelser og onde ånder har været stærk, og intet andet sted i Island findes der ifølge lokal snak så mange troldmænd som her, siger Anne Aamand.
Landbrug, fugle og vandfald
Med det gode skib Baldur sejles over Breidarfjordur.
Ved Islands vestligste punkt besøges Latrabjarg – et fuglefjeld med ynglende søpapegøjer, alke, lomvier og andre havfugle.
- I løbet af ugen passerer vi flere smukke og meget forskellige vandfald. Blandt andet Dynjandi, som er Vestfjordenes højeste vandfald med en faldhøjde på over 100 meter fordelt over flere fald, fortæller Gert Aamand.
Besøg på ø med kun en familie
Et af rejsens højdepunkter er besøg på den lille ø Vigur. Den bebos af en enkelt familie, som blandt andet lever af at samle edderdun og vise deres dejlige ø med et overordentligt rigt fugleliv frem til turister.
Når Vestfjordene er rundet, drejer ruten sydover med besøg hos Einar, der har en besætning på 60 malkekøer, en malkerobot og eget gårdmejeri.
Han er uddannet mejerist på Dalum Landbrugsskole og fortæller på dansk om sit liv som bonde i Island.
Slutter af med turistattraktionen
Rejsens endemål er en af Islands helt store turistattraktioner: Den Gyldne Cirkel.
- Her oplever vi Thingvellir, hvor de to kontinentalplader, som Island ligger på, bevæger sig fra hinanden.
- Det var også her, vikingerne red til hvert år for at holde Alting, forklarer Anne Aamand.
I området Geysir springer gejseren Strokkur flittigt flere gange i timen, og vandfaldet Gullfoss er kendt for de enorme vandmængder, der dagligt passerer gennem det.
Dagen afsluttes med et varmt bad i Secret Lagoon, og inden rejsen går hjem til Danmark, besøges gartneriet Fridheimar, hvor der dyrkes tusindvis af tomater i geotermisk opvarmede drivhuse.
Der står meget mere om den spændende tur på rejsogoplev.dk – du kan også melde dig til et online infomøde om rejsen tirsdag 19. marts.