Majsen har haft svære forhold i år, og selvom der stadig er tid til høst, vil stabilitet i siloen komme til at spille en afgørende rolle for, hvad der bliver fodret ud til køerne.
Majsensilagen fra 2023 har udfordret en del kvægbrugere – og flere har oplevet alt for store udsving i stabiliteten af deres majsstak.
- Der er nok nogen, kunne jeg forestille mig, at der sidder og tænker, at det her skal være anderledes det her år, siger teknisk salgsrådgiver Mai-Brit Trier Voss fra Lallemand og fortsætter:
- Men så ser vi ind i en majs – nu her – som er stresset ude i markerne.
Store regionale forskelle
Hun peger på, at der er store regionale forskelle, men der er steder, hvor majsen står helt elendigt.
- Der snakker vi om, at der står vand på markerne. Der er ingen ilt nede hos rødderne. Og det giver en udfordring i form af næringsstofoptagelse – den er faktisk næsten ikke til stede, fastslår Mai-Brit Trier Voss og tilføjer:
- Selv, hvis vandet ikke står højt, så har det regnet rigtig, rigtig meget. Mange steder er derfor udfordret med, at kvælstoffet simpelthen bare bliver udvasket.
Forvent lavere udbytte og kvalitet
Den manglende næring til majsen vil ifølge Mai-Brit Trier Voss få stor betydning for dette års majshøst.
- Jeg ved godt, at der er store forskelle, men generelt set forventer jeg at se lidt lavere udbytte og af en lidt lavere kvalitet, siger hun og fortsætter:
- For selvom vi får noget varme, hvor majsen kan nå at lave en god slutspurt, så vil vi mangle noget næringsstof i jorden. Den er ikke længere – og vi kan ikke komme ud og tilføre noget.
Stresset majs tager imod alt
At det gik, som det gjorde med sidste års majshøst og den efterfølgende ensilering i majsstakken, havde Mai-Brit Trier Voss ikke umiddelbart forventet.
- Det kom bag på mig med de stabilitetsudfordringer, der har været, fortæller hun og henviser til, at majsen stod pænt langt de fleste steder.
En forklaring kan ifølge Mai-Brit Trier Voss dog være, at majsen også var lidt stresset sidste år.
- I august, der manglede den jo vand. Og det var jo også omkring blomstring. Jeg ved, at mange steder har de givet dem vand, men der er også mange steder, hvor de ikke har. Og hver gang, du har en majsplante, der er stresset, så er dens immunforsvar i bund, fastslår hun.
Toksiner følger med hjem fra marken
Det betyder ifølge Mai-Brit Trier Voss blandt andet, at majsplanten bliver mere modtagelig overfor skimmel- og svampeangreb.
- Selvom det ikke er særlig meget, så tager den bare imod, for der er ikke noget at stå imod med, siger hun.
Hun peger yderligere på, at er der svampe til stede på en stresset majsplante, vil svampene også være stressede og dermed danne toksiner.
- Så som landmand, der vil jeg være meget opmærksom på, hvordan 2024-majsen er at fodre med. Fordi de toksiner, der er dannet ude i marken, dem kan vi ikke gøre noget ved – heller ikke med ensileringsmiddel, understreger hun.
Undgå tørstoftab i stakken
Der, hvor ensileringsmiddel dog kan gøre en forskel, når det er stressede majsplanter angrebet af svampe, der er blevet lagt i stakken, er ifølge Mai-Brit Trier Voss at sikre stabilitet.
- Her vil den i det mindste kunne holde sig stabil og forhindre angreb inde i siloen, forklarer hun og tilføjer:
- Så den her majs – hvert ton, det tæller i år. Jeg ved godt, at græsset har givet skidegodt, men vi ved også godt, at det er her, vi henter stivelsen.
Hun råder derfor til, at man får bjærget alt den majs, man kan, og så passer godt på de tons, man får i siloen. Og her er ensileringsmidlet med til at sikre tab. Mai-Brit Trier Voss’ erfaring er, at der sker en halvering i tørstoftab ved brug af ensileringsmiddel.
Derfor mener hun, at det slet ikke er til diskussion at udelade det og fortæller, at hun også ser flere og flere, der bruger det – og at de bliver ved det efterfølgende år.
- Det er det fede ved det, for det betyder tilfredse kunder, siger Mai-Brit Trier Voss med et smil.
Selvom vi får noget varme, hvor majsen kan nå at lave en god slutspurt, så vil vi mangle noget næringsstof i jorden. Den er ikke længere
Mai-Brit Trier Voss, teknisk salgsrådgiver, Lallemand
Godt håndværk sikrer godt grovfoder
Årets grovfoderforsyning kan komme under pres