Landmandspar nyder at se køerne på græs

I Lyne i Vestjylland driver Lone og Erik Andersen en økologisk mælkebedrift. Selvom de først blev økologer i 2009, har de altid nydt at sende køerne på græs i en stor del af året.

Uanset om det blæser og regner en smule en tidlig efterårsdag, står køerne hos Erik og Lone Andersen nærmest i kø for at komme ud på marken. Det fortæller de til Friland.

I mange år havde landmandsparret både søer og køer på gården, men da det blev muligt at levere økologisk mælk til Arla, valgte de køerne til. Hidtil havde køerne i forvejen gået ude i en stor del af året, så dermed var ændringen ikke så stor.

- Det betyder meget for os, at køerne har en stor del af liv ude på marken. Det er en fornøjelse at se dem i deres rette element. Vi er meget optaget af, at køerne skal have et godt liv, siger Lone Andersen, mens Erik Andersen tilføjer:

- Dyrene skal være holdbare, og de går meget ude, hvorfor vi går meget op i avlsarbejdet, så vi kan sikre robuste dyr, så vi undgår dyr med skader, fortæller han.

De bedste rammer

Det var op til 2009, at parret valgte, at det var køerne, der havde deres største interesse inden for landbruget. Derfor satsede de kun på økologisk mælkeproduktion og besluttede at bygge en ny stald til køerne for at øge dyrevelfærden.

- Vi kan se, at dyrene trives rigtigt godt i den nye stald, hvor det er bygget efter, at dyrene skal have de bedste rammer med dybstrøelse, fortæller parret.

Det er ikke kun i stalden, at der sker udvikling på gården. På markerne, der alle støder op til bedriften, er der plantet i alt otte kilometer læhegn. Det har vist sig godt for køerne, der kan søge ly og læ, når vejret ikke altid arter sig, men det giver også en styrkelse af biodiversitet, som Erik og Lone Andersen har arbejdet på.

- Vi arbejder for at værne om naturen og miljøet. Og både naturen og biodiversiteten er noget, vi arbejder med flere steder. Vi har også vandhuller og søer på nogle af vores jorde, der bidrager til biodiversiteten. Vi kigger meget på, hvor det giver mening, at dyrene græsser, så vi passer på dyr og insekter, der lever der, fortæller Lone Andersen.

Hun peger på, at det især er i forhold til den økologiske planteavl, at parret har skullet omstille sig mest til at drive et økologisk landbrug, men med årene er det også blevet indarbejdet. Derfor driver de nu et landbrug, hvor de begge peger på, at både de og dyrene har et godt liv og trives i rammerne i det vestjyske.

Læs også