Det kan lade sig gøre at skære ned på antibiotikaforbruget – eller sågar komme helt af med brugen af det, men det stiller store krav, påpeger kvægrådgiver.
Der kommer mere og mere fokus på brugen af antibiotika i kvægbesætninger. Nogle virksomheder overvejer sågar helt at droppe brugen, dog uden at sætte dyrenes helbred og velfærd over styr. Det peger Birgitte Kjemtrup Høyer på i ØkologiRådgivning Danmarks seneste nyhedsbrev.
Kvægrådgiveren understreger, at det siger sig selv, at et sådant tiltag stiller store krav til management, men at det helt sikkert kan lade sig gøre.
Går man med tanker om at gå den vej, er der ifølge Birgitte Kjemtrup Høyer flere ting, man bør gøre.
Hun anbefaler, at man først og fremmest får et overblik over, hvor der bruges mest antibiotika – for mælkeproducenterne er det oftest i forbindelse med yverbetændelser.
Dernæst skal man bruge lidt tid på analysearbejde. Kommer yverbetændelserne i opstarten af laktationen, kunne der ifølge Birgitte Kjemtrup Høyer være noget omkring hygiejne i forbindelse med kælvning.
Kommer yverbetændelserne lidt længere henne, peger hun på, at det kan være sengebåsene, der skal kigges efter. Eller malkerutinerne. Mulighederne er mange. Når man har fundet »arnestedet«, slår hun fast, at man er kommet det første store skridt.
Husk dialogen med dyrlægen
Birgitte Kjemtrup Høyer kommer desuden ind på, at for nogen kan tanken om at bruge mindre eller ingen antibiotika være ensbetydende med færre dyrlægebesøg også. Her anbefaler hun dog, at man alligevel inddrager sin dyrlæge, da dialogen med dyrlægen er meget vigtig.
Hun peger på, at bare det, at der bliver sat fokus på området, alene kan påvirke i nedadgående retning, ligesom dyrlægen også har stor faglige viden inden for behandlingsformer og alternative præparater.
Start med en enkel sygdom først, så der er maksimalt fokus på denne. Så kan der opnås succes, inden du går videre til den næste sygdom, lyder den afsluttende bemærkning fra kvægrådgiveren.