Christian Lund, formand L&F, opfordrer mælkeproducenterne til at komme tættere på økonomien i deres grovfoderproduktion.
- Vi producerer simpelthen så mange foderenheder grovfoder. Hvis vi skal optimere vores produktion – og det skal vi hele tiden – bliver vi nødt til at kende økonomien i det, vi gør. I enhver anden produktionsvirksomhed ved man nøjagtig, hvad det koster at fremstille den stol eller skrue, de laver, og det skal vi også vide i mælkeproduktionen, siger Christian Lund, formand for L&F Kvæg, til KvægNyt.
Formanden investerede selv for to år siden i en brovægt, der har været en øjenåbner på flere punkter. Blandt andet har han fundet ud af, at marker han troede gav godt, slet ikke har været så gode endda, mens han til gengæld også har fået bekræftet, at vanding godt kan betale sig på de tørre arealer.
Giver muligheder
Christian Lund erkender, at han stadig ikke er i mål i forhold til at kende den nøjagtige fremstillingspris på grovfoderet på markniveau, men han opfordrer samtidig alle andre mælkeproducenter til – ligesom ham – at tage skridt, der bringer dem tættere på økonomien i deres grovfoderproduktion.
- Helt oplagt giver det mulighed for at træffe de rigtige beslutninger. Giver du det rigtige i forpagtning? Skal du blive ved med at dyrke grovfoder på de samme arealer, som du altid har gjort? Er der overhovedet økonomi i at lave grovfoderet selv eller skal du have andre til det? Jo mere du ved, jo bedre beslutninger kan du tage, konstaterer han og fastslår desuden, at det også giver nogle fordele i forhold til dialogen med banken, at man kan sige, hvilken pris man laver græs- og majsensilage til.
cc
Seges’ 7 trin til at få overblik over grovfoderøkonomien
-
Mål udbytterne – spørg din maskinstation hvilken løsning, de kan tilbyde eller undersøg muligheder for investering i brovægt eller overkørselsvægt.
-
Registrer udbytterne i Markdatabasen evt. med FarmTracking og læg dem på Lageret i DMS.
-
Brug udbytteregistreringerne i forbindelse med fremtidig mark- og gødningsplanlægning.
-
Brug lagerstyring i DMS i forbindelse med daglig fodring og fodringsplanlægning.
-
Sæt bogføring i system og vær omhyggelig og præcis.
-
Bestil en driftsgrensanalyse, gerne med grovfoderet opdelt på græs og majs.
-
Brug Business Check og udvidet fraktilanalyse til at finde forbedringspotentialet i din grovfoderproduktion.