Malker 1.200 køer i ny malkestald

Der er blevet etableret en ny 2x42 malkestald i eksisterende rammer på Tinghøjgaard i Himmerland, og flyttet et 2x12 malkeanlæg og genetablere det i en gammel 77´er malkegrav.

Tinghøjgaard Arden A/S, som malker 1.200 køer to gange dagligt, har foretaget store investeringer i et topmoderne malkeanlæg fra Grotrian A/S og for Grotrian, er det deres største projekt til dato. Et projekt, som har bestået af to opgaver. At etablere et spritnyt malkeanlæg på Tinghøjgaard i eksisterende rammer. Og at erstatte malkeanlægget i malkegraven i et andet staldafsnit på stedet, med et nyere malkeanlæg, fra en af virksomhedens andre ejendomme.

Det betyder, at der i dag malkes to steder på samme ejendom, hvor der tidligere også blevet malket på en anden ejendom. Hovedparten af køerne malkes nu i den nye malkestald, godt 1.000, mens nykælvere og andre, som skal malkes fra, bliver malket af det genbrugte malkeanlæg i malkegraven.

Mere plads i malkestalden

Tidligere stod der en 2x44 malkestald, som var slidt ned og trængte til udskiftning. Her står i dag en 2x42 Grotrian malkestald med hardware fra TDM og software fra Afimilk.

Malkeområdet er blevet tre meter længere og har, samtidig med færre ko-pladser, givet hver ko mere plads at stå på i malkestalden.

Hvor køerne før gik ud af malkestalden, ned langs opsamlingspladsen og gennem en separationslåge, er der i dag etableret to udgange.

- Den fungerer rigtig godt. Før kunne der godt opstå kø, det gør der ikke mere, siger Kristian Niss Pedersen, som sammen med sin bror Karl arbejder på stedet.

Samtidig er opsamlingspladsen gjort større.

Nedkøler med propangas

Til at nedkøle mælken er der blandt andet opsat fire nye kølermaskiner som kører på propangas.

- De er mere effektive og samtidig er de mindre miljøskadelige, forklarer Jan Søgaard, som er salgschef og medejer af Grotrian A/S og sammenligner med dem, som kører på freon.

Varmen genanvendes til vaskevand og gulvvarme.

Flytter brugt anlæg til Tinghøjgaard

Fra virksomhedens anden ejendom er der flyttet et 2x12 Afimilk-malkeanlæg, en 30 tons mælketank og andre ting, som kunne genanvendes. Malkeanlægget er sat op i den gamle 1977-malkegrav på Tinghøjgaard, som i dag blandt andet står for malkningen af stedets nykælvere, de første dage efter kælvning og andre køer, som skal malkes fra. Det betyder at der i den store malkestald udelukkende er køer, som skal malkes direkte i tanken.

Læs også