Arla står fast: Spørgsmål fra LDM og utilfredse andelshavere er allerede behandlet
Arla-advokat fastslår, at »en række spørgsmål«, som LDM og utilfredse andelshavere stiller til selskabet i en begæring, allerede er blevet behandlet »grundigt og fyldestgørende«.

Arla har nu reageret på LDM's begæring på vegne af fem andelshavere med en skriftlig udtalelse fra en advokat i selskabets juridiske afdeling. Arkivfoto
Arla ønsker ikke at føre retssager over for selskabets medlemmer, men hvis Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter på vegne af fem andelshavere alligevel rejser en sag, vil selskabet se frem til rettens afgørelse »med sindsro«.
Sådan lyder selskabets reaktion på det udkast til en begæring om udlevering af dokumentation, som LDM på vegne af fem andelshavere forleden sendte til Arla.
LDM har bedt Arla svare inden jul. Hvis det ikke sker, kan næste skridt være en retssag.
Umiddelbart står de to parter langt fra hinanden, idet Arla betoner, at spørgsmålene fra utilfredse andelshavere og LDM allerede er blevet behandlet »grundigt og fyldestgørende«.
Skriftlig reaktion
Effektivt Landbrug har fået tilsendt følgende skriftlige udtalelse fra Martin M. Thillemann, Senior Advokat i Arlas juridiske afdeling:
»Vi kan bekræfte, at vi fra LDM på vegne af fem andelshavere har modtaget et udkast til en begæring om udlevering af dokumentation, som vi nu skal vurdere.
Sagen omhandler en række spørgsmål, som allerede er behandlet grundigt og fyldestgørende ad flere omgange, herunder i repræsentantskabet og på et fælles regionsbestyrelsesmøde for den danske del af repræsentantskabet.
Denne type spørgsmål bør behandles af Arlas øverste myndighed – repræsentantskabet – og ikke ad retlig vej. Arla ønsker ikke at føre retssager over for vores medlemmer, men hvis de fem andelshavere vælger at anlægge en retssag, ser vi med sindsro frem til rettens afgørelse«.
Der er repræsentantskabsmøde i Arla i slutningen af februar måned.
Uenighed
LDM og de fem andelshavere er kommet i tvivl, om vedtægterne i Arla bliver overholdt, og har stillet en række spørgsmål til Arla for at få en afklaring. Disse spørgsmål har de ikke fået svar på trods flere forsøg, lyder deres kritik.
Spørgerne ønsker blandt andet at få belyst baggrunden for bestyrelsens vedtagelser af de pristillæg, som andelshaverne kan få for forskellige mælketyper. Spørgerne henviser til paragraf 8 i Arlas vedtægter, hvor der står, at repræsentantskabet udstikker de overordnede retningslinjer.
Bestyrelsesmedlem i Arla, Steen Nørgaard Madsen, har tidligere udtalt til Effektivt Landbrug, at han »slet ikke« er i tvivl om, at bestyrelsen kan fastsætte tillæg og fradrag, og at de overordnede retningslinjer kan findes frem i referater fra repræsentantskabsmøder »over årene«.
Paragraf
Den omstridte paragraf 8.1 i Arlas vedtægter lyder:
»Board of Representatives fastsætter efter Board of Directors indstilling de overordnede retningslinjer for mælkeafregning. Inden for disse retningslinjer fastsætter Board of Directors Selskabets a conto betaling for den til Selskabet leverede mælk, herunder eventuelt særlige tillæg til dækning af meromkostninger som følge af særlige krav til produktionsforhold og mælkekvalitet, markedsbestemte tillæg og fradrag samt tillæg og fradrag som følge af mælkens kvalitet«.