Pas på med skæv og fordomsfuld forskning

Danmarks fødevareminister vil ikke deltage i en solidarisk optrapning af fødevareproduktionen til et hungrende marked, men i stedet bruge dyrkningsegnet jord i verdensklasse til natur og brak, undrer læserbrevsskribenten sig.

Af Poul Vejby-Sørensen, cand. agro., ekstern rådgiver, Bæredygtigt Landbrug

Mens krigshandlinger får fødevarekrisen til at accelerere, så EU anbefaler at dyrke al egnet jord, så sidder der en flok grønne navlepillere i Danmark, som ser bort fra den truende situation, selv om de repræsenterer nogle af verdens bedste arealer til fødevareproduktion.

Mange lande med store naturområder og høj biodiversitet ville ønske, at de havde Danmarks forudsætninger for fødevareproduktion. Men Danmarks fødevareminister vil ikke deltage i en solidarisk optrapning af produktionen til et hungrende marked. Han vil tværtimod bruge dyrkningsegnet jord i verdensklasse til natur og brak. Han vil hellere dyrke ubrugelige efterafgrøder end mere miljøvenlige vinterafgrøder, og han vil udvide den lavtydende økologiske produktion på bekostning af intensiv moderne fødevareproduktion. Det er helt galt i den nuværende situation.

Den danske politiske enegang afspejler, hvad der foregik i Sovjetunionen under despoten Stalin: Dengang vedtog man også at spare på næringsstofferne i landbrugsproduktionen med omfattende hungersnød til følge, hvor millioner døde af sult. Stalin og hans håndlangere forstod ikke, at output forudsætter input. 

De sovjetiske vildfarelser startede med, at en russisk gartner, Ivan V. Michurin modtog den sovjetiske regerings ros for sine forsøg med frugt- og bærdyrkning for at bevise, at erhvervede egenskaber kunne nedarves. 

Gødning strakt ud

Den mendelske genetik kom under angreb i Sovjetunionen, og Michurins teorier blev uddybet af agronom og biolog Trofim D. Lysenko og vedtaget af det sovjetiske regime som den officielle videnskab om genetik, på trods af den næsten universelle afvisning af videnskabsmænd over hele verden.

Da Stalin ville satse på sværindustri, gav han ordrer til, at den alt for lille kunstgødningsproduktion ikke måtte forøges. I stedet skulle der dyrkes »organic« i en Rudolf Steiner-lignende udgave. Der var mangel på naturgødning – blandt andet fordi husdyrbestanden var stærkt reduceret efter revolutionen i 1917. Derfor blev gødningen strakt ud og fortyndet på latterlig vis.

Da Lysenko i 1940 blev direktør for Institut for Genetik i USSR's Videnskabsakademi, brugte han sin politiske indflydelse og magt til at undertrykke afvigende meninger og miskreditere, marginalisere og fængsle sine kritikere. Sovjetiske videnskabsmænd, der var uenige med Lysenko, blev afskediget og efterladt nødlidende. Tusindvis af andre blev fængslet. Flere blev dømt til døden som »fjender af staten«. Lysenkos ideer og praksis bidrog til hungersnøden, hvor millioner af sovjetiske borgere mistede livet på grund af sult.

Forståeligt

I øvrigt blev Lysenkos metoder i 1958 vedtaget i Folkerepublikken Kina og fik her tilsvarende katastrofale følger, der kulminerede i den store kinesiske hungersnød i Kina 1959-62.

På den baggrund er det forståeligt, at det nu tidligere Sovjet – herunder både Ukraine og Rusland – har forstået, at der skal næringsstoffer – for eksempel kunstgødning – til for at dyrke fødevarer. Output kræver input.

Men har danske politikere forstået det, når de satser på mere økologi begrundet med biased (skæv og fordomsfuld) forskning?
 

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også