Forskning viser, at ejerledere som netværker, står stærkere. Og konsulenter hos Seges Innovation mener, at den tendens kun bliver forstærket med det store fokus på bæredygtighed og grøn omstilling.
Af Martin S. Hansen
Gårdråd, erfa-grupper, deltagelse på kongresser, webinarer og andre events. For ikke at nævne stærke relationer til erhvervs- og foreningslivet over hele landet. De danske landmænd er kendt for at være flittige netværkere, og det er faktisk den helt rigtige strategi i forhold til at imødegå fremtidens udfordringer. Det viser ny forskning på området.
Professionelle netværk skaber flere muligheder, en bredere og dybere viden og påvirker innovationskraften positivt. Derudover forbedrer det også kvaliteten i virksomhedens drift og endda også arbejdsglæden. Det er essensen af artiklen »Learn to Love Networking« fra Harvard Business Review. Og konklusionen kommer ikke bag på de medarbejdere hos Seges Innovation, som følger de danske landmænds netværksarbejde i et ledelsesperspektiv.
- Landmænd og fødevareproducenter står over for både muligheder og udfordringer, når de i de kommende år skal omstille deres virksomheder til at være fuldstændig bæredygtige. Her vil det være en stor fordel, at de samarbejder, sparrer og benchmarker sig op imod deres kolleger. Og indleder partnerskaber i værdikæden. Det bliver faktisk helt nødvendigt, fortæller Ditte Kjær Jacobsen, konsulent i Strategi & Vækst hos Seges Innovation.
Nyt netværk parrer seniorer og nye landmænd
Seges Innovation følger netværksarbejdet i branchen fra første parket som facilitator af et nyt pilotnetværk støttet af LIK Fonden, hvor erfarne og mindre erfarne landmænd matches.
- Der er i forbindelse med bæredygtighed et stort fokus på ESG, og i dette netværk tager vi fat i G’et, som står for governance, altså virksomhedsledelse, og som er altafgørende for en virksomheds succes. Netværkets omdrejningspunkt er nemlig ejerleder. Vi gør det på den måde, at vi matcher erfarne og yngre landmænd, så der opstår en dynamik mellem den erfarne og den mindre erfarne leder, forklarer Ditte Kjær Jacobsen.
De deltagende landmænd vil gennemføre interviews og personlighedstest, før de bliver matchet, og så mødes de personligt til et netværksevent i Østjylland i forsommeren.
- Det er vores klare mål og forhåbning, at deltagerne bliver klogere på sig selv, deres udvikling som leder, og den fremtid de går i møde. Vi vil skabe et fortroligt rum for, at de kan blive klogere på sig selv, deres egen virksomhed, hinanden og hinandens virksomheder, forklarer Ditte Kjær Jacobsen.
- Så de vil gå derfra med en større selvindsigt omkring deres personlige ledelse, herefter er det op til deltagerne selv, hvordan netværket forløber fremadrettet, men vi lægger fundamentet for et fremtidigt netværk, og det bliver spændende at følge, hvad der kommer ud af det, tilføjer hun.
Gode råd til dig, som vil netværke mere:
- Selv om du er forholdsvis uerfaren, så har du masser at tilbyde dit netværk. Som ung landmand eller fødevareproducent kender du måske de nyeste trends inden for eksempelvis forbrug, digitalisering eller ledelsesteori.
- Find et højere formål for din deltagelse i netværket, og gå så efter at få sparring til at arbejde mod dette mål.
- Findes dit drømmenetværk ikke? Så overvej om du selv kan facilitere det. Networking kan udfolde sig under alt fra en fodboldkamp til et online-møde.
Kilder
Interview med Ditte Kjær Jacobsen, konsulent hos SEGES Innovation
Artiklen »Learn to Love Networking«, F. Gino, M. Kouchaki og T. Casciaro, Harward Business Review 2016
Vil netværke meget mere i år
Vibeke Søndergaard Jørgensen fra Nørgaard Landbrug har det som et strategisk mål at komme i gang med at netværke professionelt i år. Til et netværksmøde i Skanderborg fortalte hun, hvilken værdi hun forventer at få ud af det nye fokus.
- De andre deltagere udfordrer mig, og de er hudløst ærlige. Så det, at inddrage et netværk i forhold til udvikling af min rolle som leder, er guld værd.
Sådan fortæller medejer af kvægbedriften Nørgaard Landbrug, Vibeke S. Jørgensen. Og hun har faktisk ikke tidligere været den store netværker i landbrugssammenhæng, så da vi møder hende ved Skanderborg til et arrangement under LIK-projektet »Talenter, netværk og forretning«, så er det i hendes år 0 som netværker i branchen. Men hun har taget en strategisk beslutning om fra i år at få mere inspiration udefra – til at blive klar til fremtiden.
- Vi diskuterer mange emner, men særligt er der fokus på ledelse, eksempelvis hvordan vi fastholder vores medarbejdere – og noget af det, jeg er nysgerrig på er, hvordan jeg udvikler mig som menneske, og hvordan jeg bliver den leder, jeg gerne vil være. Her har de andre deltagere været supergode til at trykke på nogle knapper og udfordre mig på nogle af de sider, jeg bør arbejde på, fortæller Vibeke S. Jørgensen, som er blevet positivt overrasket over den åbenhjertelighed, netværksdeltagerne er mødt op med, både her i Skanderborg og i andre netværk.
Grøn omstilling også et fokuspunkt
Også den grønne omstilling med muligheder og barrierer er et fokusområde for netværket.
- Det handler om at kunne leve op til alle de regler og krav, som er på vej. Og nødvendigheden af at indgå nye samarbejder uden for landbruget og at favne en hel masse i den omstilling – og vende det til noget positivt, så det bliver til vores fordel. Og ikke mindst at kunne fortælle om, hvorfor vi i landbruget gør, som vi gør, fortæller Vibeke S. Jørgensen, som har netværk og relationer som et af hele otte nye fokuspunkter for strategien 2022.
Det kan man også blive meget klogere på ved at deltage i et netværk som det her, fordi faciliterede rammer er med til at sikre, at vi holder snuden i sporet, så det ikke bare bliver en kaffeklub, tilføjer hun.