Selvom afgrøderne er godt på vej op ad jorden, er der stadig godt gang i drænarbejdet hos Vraa Maskinstation.
Trods afgrøderne var godt i gang med at pible op af jorden sidst i april, havde maskinfører Åge Larsen ingen betænkeligheder ved at sætte Volvo-gravemaskinens skovl i jorden på marken ved Voersaa i Vendsyssel.
- Jeg skal have lagt omkring 1.000 meter dræn, så der kommer max til at gå 40 tønder korn til. Og alternativet ville være meget værre. Det er ikke sjovt, hvis jorden er pladdervåd, når der skal høstes, konstaterer Åge Larsen, der er fast mand i gravemaskinen for Vraa Maskinstation – det har han været siden 1989.
- Vi prøver selvfølgelig at nå de ting, vi kan, inden forårsarbejdet sætter ind, men vi bliver også nødt til at arbejde efter forholdene. Her har det simpelthen ikke været muligt at køre ud tidligere. Der har været for vådt. Nu havde vi muligheden for at komme ud her, og når vi kommer ud på arealer med god stiv lerjord, så er det eneste rigtige at vente med at køre ud og dræne om sommeren, når der er knastørt. På den lange bane vil det tjene sig ind og på kort sigt, betyder det som sagt heller ikke alverden for udbyttet, at vi kører ud og graver i marken, selvom det er vækstsæson, konstaterer Åge Larsen, der udover drænarbejde primært tager sig af vedligehold af vandløb – ligeledes med Volvoen som makker.
Stabile folk
Mens Åge Larsen kan prale af 32 år i førerhuset hos Vraa Maskinstation, er han langt fra ene mand med lang anciennitet i virksomheden.
- Af de syv mand, vi har fast i marken, har fire været her i over 30 år, så det er gode stabile folk, konstaterer maskinstationens indehaver, Søren Ulrik Sørensen.
Vraa Maskinstations historie startede i 1977, da Søren Ulrik Sørensen købte halvpart i servicevirksomheden Vendsyssel Korn – efter fem års parløb med Thorkild Madsen, besluttede de to at arbejde videre hver for sig. Søren Ulrik Sørensen med maskinstation og Thorkild Madsen som enkeltmandsvirksomhed med sin rendegraver.
Efter 44 år er der stadig gang i begge virksomheder, og de tidligere partnere ses da også dagligt, da Thorkild Madsens rendegraver stadig har plads hos maskinstationen.
- Og selvom Thorkild har rundet de 80 år, er den stadig ude at køre hver dag. Det er imponerende, konstaterer Søren Ulrik Sørensen, der selv er 67 år.
Glad for entreprenøropgaver
Søren Ulrik Sørensen vurderer, at cirka tre fjerdedele af maskinstationens omsætning bliver lavet med opgaver for landbruget, mens den sidste fjerdedel kommer fra forskellige entreprenøropgaver.
- Selvom landbruget fylder mest for os, er vi rigtig glade for at have nogle mindre entreprenøropgaver at fylde ind i de perioder, hvor der ikke er så meget at lave i marken, forklarer indehaveren, der selv er uddannet landmand og autoriseret kloakmester.
Langt de fleste timer bliver dog tilbragt ved skrivebordet, fortæller Søren Ulrik Sørensen.
- Jeg er ikke meget ude at køre længere, men selvom jeg godt kan savne det nogle gange, så er min fornemmeste opgave at sørge for, at der er noget for folkene at rive i, konstaterer han.
Rene linjer
Nogle gange kommer der opgaver ind længere væk fra hovedkvarteret, men Vraa Maskinstation opererer primært i en radius af 15-18 kilometer fra maskinhuset syd for Vrå. En arbejdsradius, der harmonerer med virksomhedens størrelse.
- Den størrelse vi har nu, har vi haft de sidste seks-syv år. Det passer godt til vores område, og vi har ikke planer om at udvide yderligere. Vi kunne måske nok få opgaver længere omkring, men det ville også betyde, at vi skulle ud og kapre kunder fra andre maskinstationer. Det har vi ikke ambitioner om. Vi skal være ordentlig mod hinanden, siger Søren Ulrik Sørensen, der fastslår, at det ikke kun er noget, han siger, som mangeårig formand for brancheorganisationen Danske Maskinstationer & Entreprenører (DM&E).
- Som formand for DM&E skal jeg helst ikke på forsiden af Ekstra Bladet, men det har altid været vigtigt for mig, at der er rene linjer.
Godt arbejde frem for pris
Med fokus på rene linjer, vægter Søren Ulrik Sørensen også veludført arbejde højere end pris.
- Der er altid nogen, der kan gøre det hele til det halve. Det har vi aldrig satset på. Vi skal levere et ordentligt stykke arbejde. Det er det, der får kunderne til at vende tilbage.
Derfor er Søren Ulrik Sørensen og kompagni heller ikke bange for at sige nej til opgaver, der ikke kan udføres tilfredsstillende – for eksempel dræningsopgaver, der skal presses igennem, inden såmaskinen skal i jorden.
- Vi ser tit folk, der kvier sig for at vi skal ud at køre i deres marker, hvis afgrøderne står godt. Vi gør selvfølgelig også vores for at klare de opgaver, der kan klares tidligt, men det optimale tidspunkt for dræning er jo ofte i juni og juli, når der er tørrest. Og hvis vi kan se, at det bliver noget lort at dræne tidligt på året, siger vi nej, for vi ender alligevel med balladen, hvis ikke det fungerer, siger han.
Udebane med kendt kunde
Tilbage på marken i Voersaa skrider arbejdet planmæssigt frem for Åge Larsen, der trods dato og en afstand på lidt mere end 40 kilometer til maskinstationens hjemadresse, hverken har oplevet en landmand, der kvier sig eller været ud at kapre en kunde fra andre maskinstationer.
Her er der i stedet tale om en kunde, der har flyttet sig efter at have overdraget bedriften ved Tårs til sønnen. Og for landmand Poul Erik Jensen var der hverken betænkeligheder ved tidspunkt eller maskinfører.
- Der var ingen vej uden om. Der skulle nye dræn ned, hvis vi skulle have noget ud af marken, og når Åge laver det, så ved jeg, der er i orden, konstaterer han.
- Vi ser tit folk, der kvier sig for at vi skal ud at køre i deres marker, hvis afgrøderne står godt. Vi gør selvfølgelig også vores for at klare de opgaver, der kan klares tidligt, men det optimale tidspunkt for dræning er jo ofte i juni og juli, når der er tørrest.
Søren Ulrik Sørensen, indehaver af Vraa Maskinstation