Prisen for soja er presset i bund, lyder det fra AgroMarkets, der forventninger yderligere fald efter tegn på en marginal stigning i verdens beholdning af soja.
Fredag udkom årets første afgrøde rapport, WASDE-rapport, fra det amerikanske landbrugsministerium USDA, og den estimerer en samlet stigning af slutlagre for sojabønner.
- De globale slutlagre af sojabønner forventes at nå 114,6 millioner ton, hvilket er en stigning på 0,4 millioner ton, opsummerer chefanalytiker John Jensen fra AgroMarkets.
Han forklarer, at det lille samlede plus primært skyldes højere lagre i USA og Argentina, som kompenserer for et fald i brasilianske lagre.
- Den globale produktion af sojabønner for 2023/24 forventes nu at nå 399,0 millioner ton, med stigninger af produktion i Argentina, USA, Rusland, Kina, Paraguay og Bolivia, lyder det fra John Jensen, der forklarer, at der modsat ses et fald i Brasilien på grund af mindre nedbør, end man kunne ønske sig.
Forklaringen på Argentinas og Paraguays sigende produktion er nedbør tidlig i sæsonen. Kinas sojabønnehøst er steget til 20,8 millioner ton, og Ruslands produktion er oppe på 6,8 millioner ton.
Brasiliens sojabønneproduktion forventes at nå 157,0 millioner ton, hvilket dog er 4,0 millioner ton lavere end i sidste måned og 3,0 millioner lavere end året før, hvilket skyldes mindre nedbør i specifikke regioner.
Den globale sojaskråproduktion for 2023/24 forbliver altså næsten uændret ifølge USDA’s seneste estimater, med lavere produktion af skrå i Brasilien opvejet af højere produktion i Argentina, Indien, Bolivia, Egypten og Thailand.
Det skønnes også, at handlen med sojabønneskrå forbliver uændret, og den globale sojabønneeksport stiger til 170,9 millioner ton, med højere eksport fra Paraguay og Rusland.
Samtidig er prisen på sojaskrå ifølge John Jensen presset helt i bund, og offentliggørelsen af denne måneds WASDE-rapport hjalp ikke meget på det, konstaterer chefanalytikeren, der mener, at der fortsat er potentiale for et fald.