Forudser rekordpriser på olie

Prisen på en tønde Brent-råolie kan ryge over 100 dollars i løbet af de kommende måneder, spår flere analytikere.

Der er ikke udsigt til, at de høje priser på olie falder globalt den kommende tid. Snarere tværtimod, hvis man skal tro flere analytikere.

Oliepriserne, der både er påvirket af mindre produktion hos OPEC-landene og internationale sanktioner mod Iran, ligger for tiden på cirka 93 dollars tønden, men priserne vil formentlig stige i de kommende uger, lyder det nu.

- Tonen på oliemarkedet er stædig, og flere investeringsbanker forventer, at priserne på Brent-råolie kan nå op på 100 dollar tønden med fortsat knappe olieforsyninger. Der er ikke udsigt til at OPEC+ landene når op på deres leveringsmål, siger Kazuhiko Saito, der er chefanalytiker hos Fujitomi Securities Co ifølge Reuters Bureau.

De manglende olieleverancer bunder blandt andet i internationale sanktioner mod Iran, hvilket har begrænset udbudet af olie.

Ikke højere i otte år

Og selvom der er forhandlinger i gang mellem USA og Iran om en atomaftale, der kan sætte en stopper for de hårdeste sanktioner og dermed øget udbuddet af olie, er der ikke udsigt til, at der er en ny aftale mellem landene lige om hjørnet.

- Investorer forventer flere gnidninger i samtalerne mellem USA og Iran, og at der ikke kommer en aftale på plads lige med det samme, siger Kazuhiko Saito.

Hvis der falder en aftale på plads mellem USA og Iran, vil det øge udbuddet af olie på de globale markeder, og dermed kan priserne begynde at gå den anden vej igen. De nuværende prisniveau er det højeste i otte år.

Læs også