Fortsat stabile smågrisepriser i Tyskland
Nord-West-noteringen er også i denne uge uændret på 55 euro, mens noteringen for 8-kilos grise ligeledes er uændret på 36,10 €.

Også i dnne uge er Nord-West-noteringen for smågrise uændret.
Udbud og efterspørgsel er fortsat i balance på smågrisemarkedet, og de fleste europæiske smågrisenoteringer er uændrede. Ikke desto mindre beretter enkelte tyske omsættere om et lidt stigende udbud. Desuden begynder juli måned typisk med et markant prisfald på smågrisemarkedet. Risikoen for, at smågrisepriserne vil give efter i de kommende uger, er altså høj, skriver Danske Svineproducenter i en markedskommentar.
Det store emne på det tyske marked er imidlertid Tönnies-slagteriet i Rheda-Wiedenbrück. 1.331 medarbejdere ud af 5.899 er blevet testet positive for coronasmitte. Det betyder, at mere end hver tredje nyinficerede person i Tyskland i de seneste dage arbejder for Tönnies-koncernen. Alle Tönnies’ medarbejdere i Rheda-Wiedenbrück, ca. 7.000 personer, er i karantæne nu, inklusive Tönnies’ management og Clemens Tönnies selv.
For markedet betyder lukningen af Tysklands største slagteri, at slagteklare grise nu skal køres til andre slagterier, f.eks. til Tönnies’ slagteri i Sögel eller Weißenfels. Men også andre tyske slagterivirksomheder skal aftage en del af de grise, som ellers slagtes i Rheda-Wiedenbrück. Hollandske markedsinteressenter beretter allerede, at de skal finde aftagere i Holland i stedet for at eksportere slagteklare grise til Tyskland. Fra Polen forlyder det, at flere og flere slagtesvin leveres fra Tyskland og endda Holland til slagtning i Polen.
Derudover regner eksperterne med, at mange slagtesvineleveringer udsættes i de kommende dage. Og hvis slagtesvinestalden ikke kan tømmes til tiden, er det svært at fylde den med nye smågrise. Nogle mindre prispositive impulser kommer fra det europæiske kødmarked, som bidrager til stabiliseringen af grisemarkedet. Prisen for hele slagtekroppen var imidlertid kun uændret i forrige slagteuge.
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen også i næste uge er uændret 55,00 euro. Det svarer til 447 kr. inklusiv vægtregulering.
hka