Nord-West noteringen ligger stadig på uændrede 27,00 euro. Nord-West noteringen for 8-kilos grise er ligeledes uændret på 17,50 euro.
De fleste tyske og hollandske smågrisenoteringer er fortsat stabile, mens de vigtigste danske markedsnoteringer gav efter i torsdags, skriver Danske Svineproducenter.
Imidlertid må man ikke overse, at de vigtigste danske markedsnoteringer lå på højere prisniveau i de seneste uger i forhold til smågrisenoteringerne i Tyskland og Holland.
Med den seneste nedjustering i Danmark ligger de vigtigste smågrisenoteringer i Nordeuropa på cirka samme prisniveau igen.
Markedssituationen har ikke ændret sig væsentligt i forhold til den seneste uge.
Umulig afsætning
Ifølge den tyske omsætterorganisation VEZG er udbudspuklen på det tyske slagtesvinemarked steget til 633.000 grise. Det største problem er, at der stadigvæk er tre større tyske slagterier, som ikke kan udnytte 100 procent af den eksisterende slagtekapaciteter på grund af coronareglerne og manglende medarbejdere.
Da mange slagtesvinestalde således ikke tømmes til tiden, er det p.t. næsten umuligt at afsætte frie smågrisepartier, lyder det fra den tyske omsætter SVG i Rendsborg.
Derudover breder afrikansk svinepest sig i Tyskland.
Fredag blev det bekræftet, at også delstaten Sachsen er ramt af ASF nu. Det nye tilfælde ligger fortsat forholdsvis tæt på grænsen til Polen, men det viser, hvor vanskeligt det er at få styr på ASF i området. På grund af det falder også sandsynligheden for, at Tyskland kan opnå en regionaliseringsaftale med Kina, lyder analysen fra Danske Svineproducenter.
Gode nyheder er der kun fra kødmarkedet, hvor priserne fortsat er forholdsvis stabile. Prisen for hele slagtekroppen er faldet med én cent i forrige slagteuge.
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen også i næste uge vil forblive uændret.