Omkring 600 gæster besøgte i sidste uge Semler Agro i Odense, da de holdt åbent hus.
Fredag den 8. november benyttede knap 600 sig af, at Semler Agro i Odense åbnede dørene og inviterede inden for til en god snak, en handel og en pølse.
- Det er vi meget tilfredse med, siger salgskonsulent Jonas Schandorff Christiansen, da avisen fanger ham mandag formiddag.
Pænt flow
- Jeg synes, det gik rigtigt godt. Stemningen var god, og det vi især bemærkede, var successen ved den lange åbningstid helt fra klokken 12 til klokken 20. Det gav et pænt flow hen over hele dagen, hvor vi havde langt bedre tid til den enkelte, end hvis vi havde holdt det på færre timer.
Jonas Schandorff Christiansen påpeger, at de vil tage den erfaring med sig, at det rullede jævnt hen over dagen, til de kommende arrangementer, der skal afholdes.
Gode snakke
- Udover at vi fik solgt både noget maskineri og noget fra butikken, var det vigtigste formål med dagen, at vi fik hilst på vores mange kunder, at de hyggede sig og fik nogle gode snakke også med hinanden, og det har jeg indtryk af, at vi fik indfriet.
- At værkstedet også fik en del snak, og at vi fik vist et udsnit af vores produktprogram, det er en dejlig følgevirkning, siger han med tilfreds mine over fredagens lidt længere arbejdsdag.