Siden Claas i 2009 introducerede det første Cemos Dialog-system, hvor chaufføren kunne spørge mejetærskeren om råd til indstillinger, er der hvert år blevet solgt flere og flere maskiner med Cemos-udstyr.
I dag sidder Cemos-udstyret på cirka 90 procent af alle de store Claas 7000- og 8000-seriemejetærskere, og flere og flere vælger det også til på rystemaskinerne. Uanset, om man vælger en Trion eller Lexion, så kan maskinerne købes med Cemos-Automatic, som automatisk indstiller alle dele i afgrødeflowet.
- På de tidligere Cemos-systemer gik man ind og valgte en overordnet strategi. Det kunne være, at man bad maskinen om at lave så ren en færdigvare som muligt, eller så god en halmkvalitet som muligt. Men i dag kan chaufføren selv sidde og justere på de enkelte parametre, så man opnår præcis den færdigvare, man ønsker. Dette gøres ved simpelt at rykke på en slider i terminalen, hvor man kan vælge mellem en række optimeringspunkter og optimere dem enkeltvis, forklarer sales- and product manager harvest, Niels Stræde Danielsen, Danish Agro Machinery A/S, der er importør af Claas i Danmark.
Følgende optimeringspunkter kan vælges: Blødere tærskning, færre knækkede kerner, bedre renhed, mindre skidt i færdigvaren, bedre udtærskning, færre topskud og utærskede aks i færdigvaren samt bedre halmkvalitet/snittekvalitet.
Større høstkapacitet og mindre brændstof
- Det unikke ved Cemos-systemet, er, at det hele dagen sørger for at holde den færdigvare chaufføren har valgt, men med så høj kapacitet som muligt. Dermed åbner maskinen som eksempel selv broen midt på dagen, når afgrøden er tør og nem at udtærske og lukker den igen, når duggen falder og det hele bliver sværere, påpeger Niels Stræde Danielsen.
Cemos er udviklet efter opsamlede data, det vil sige, at den eneste føler som sidder på en Lexion 8000-serie som ikke sad på en Lexion 580 for 15 år siden, er Grain Quality-kameraet, der sidder i toppen af kornelevatoren og tager to billeder af materialet pr. sekund. Dermed sikres høj driftssikkerhed samt at der ikke er øgede vedligeholdsomkostninger.
- I dag kan mejetærskerne selv indstille sig fra materialet kommer ind i skærebordet med Cemos Auto Header, der selv justerer Vario-bordets bund samt vindehøjde i forhold til afgrødehøjden og til aggressiviteten af snitteren i forhold til fugtindholdet på strået.
- En ting er sikkert, Cemos giver mere kapacitet og lavere brændstofforbrug og der findes ikke mange chauffører, som kan følge med Cemos over hele dagen med den samme ensartede færdigvare, slutter Niels Stræde Danielsen.