CN Maskinfabrik i Tiset ved Gram, som importerer RMH-fuldfoderblandere, vil nu også give køerne deres egen butler.
Dette skal ske i form af en »Wasserbauer Butler Gold«, der er en selvkørende og eldrevet »foderskubber«, som via en frontmonteret tværsnegl samler foderrester op fra foderbordet og flytter dem tilbage mod forværket, så dyrene får frisk foder hele dagen. Det fremmer ædelysten og minimerer foderspildet. Foderrester på foderbordet samles op og præsenteres som nyopblandet foder.
Det fører ifølge producenten til større foderoptagelse og mindre spild, samtidigt med forbedret sundhed på grund af jævn foderoptagelse.
Arbejdsrutinen med Wasserbauer Butler Gold er fuldautomatiseret. Den grønne »robot« styrer efter små magneter, der bores ned i foderbordet med 2 meters mellemrum og får sin energi fra to 105 Ah vedligeholdelsesfrie batterier. De lades via en ladestation af samme type, som kendes fra nogle robotplæneklippere. Opsætning og justering af styringen foregår via PC, tablet eller SmartPhone.
l-l