Tre teleskoplæssere til genbrug

Heden Maskinforretning leverer Massey Ferguson teleskoplæssere til genbrugsstationerne i Bogense, Søndersø og Otterup.

Medarbejderne på genbrugsstationerne i Bogense, Søndersø og Otterup kan glæde sig til nye avancerede køretøjer til deres travle hverdage – og weekender – med læsning og bortskaffelse af affald fra borgerne.

Genbrug og Renovation Nordfyns Kommune har således gået all in, og anskaffet tre helt ens Massey Ferguson teleskoplæssere hos Heden Maskinforretning.

- Det bliver en fordel ikke mindst for personalet, at det er samme maskiner, som kører på alle vore genbrugspladser. Ofte rykker mandskabet rundt fra station og station, og dermed er de kendt med maskinen, så snart tændingsnøglen drejes, understreger lederen af den nordfynske kommunale genbrugs- og renovationsvirksomhed, Hans Rasmussen. 

Handy maskiner til opgaverne

Han oplyser, at det er første gang, at alle teleskoplæssere skiftes på én gang, og at de nye MF TH.7038 afløser udtjente JCB-læssere.

- Vi anvender teleskoplæssere, ikke mindst fordi vi med sådanne maskiner kan læsse træ og biobrændsel direkte op i høje lastbiler. Samtidig er de også mere handy til andre opgaver på pladserne, som eksempel flytning af containere, fremfor rendegravere, som anvendte i gamle dage, understreger Hans Rasmussen.

Også servicemæssigt finder han det oplagt at køre med ens maskiner, og glæder sig til samarbejdet med Heden Maskinforretning.

- Andre områder i kommunen har gode erfaringer med maskinforretningen, som i vort tilfælde også skal være klar til at rykke ud i weekenden, hvor vi jo også har åbent, siger genbrugslederen og nævner, at på grund af corona’en får de nye MF-læssere travlt fra starten.

- Indtil videre har vi i år fået 10-20 procent mere ind, her hvor folk har været meget mere hjemme og derfor haft mere tid til oprydning og havearbejde. Og vi forventer også flere genbrugsmaterialer henover efteråret, hvor der måske skal udskiftes køkken eller inventar med den ekstra feriepengeudbetaling, forudser Hans Rasmussen. 

Meget ekstraudstyr

De tre nye MF-modeller har en rækkevidde på syv meter og kan løfte 3,8 tons. Motoren er på 130 hk, og Danfoss hydraulikpumpens ydelse er på 190 liter pr. minut.

Maskinerne er udstyret med en del ekstraudstyr, som gør arbejdet nemmere og behageligere for personalet på genbrugsstationer. Maskinerne har hydraulisk hurtigskift af redskaber, for eksempel fra pallegafler til skovl. Kabinen er med højtryk, hvilket beskytter føreren mod støv og de svampesporer, som findes i haveaffald og flis. Desuden har den aircondition og vendbare kølevinger, som gør rensning af motor og køler til en let sag.

Teleskoplæsserne har centralt smøreanlæg, og led-lygter som arbejdslys. 

Læs også