Jacob Ellemann-Jensens visit hos Nature Energy var ikke eneste besøg, som Venstre-formanden aflagde på det fynske i slutningen af august.

For som optakt til forhandlingerne om en ny klimaaftale for landbruget var Ellemann-Jensen en tur forbi Centrovices formand Torben Povlsen til en snak om blandt andet minivådområder.

Og det var givtigt at høre om, mente Jacob Ellemann, der kom tæt på naturen ved det minivådområde, som Torben Povlsen har anlagt på sin ejendom i Sentved ved Frørup.

Gummistøvlerne på

- Det er altid rart at komme ud og se på noget konkret. Nu står jeg med gummistøvlerne nede i flisen. Det her med at se et anlæg, der virker, hvad effekten af det er, og hvorfor fungerer det måske et sted, men måske ikke et andet. Det her med at komme ud og se på konkret, hvad der virker, det er altid godt som politiker.

- Det kan vi kun gøre for lidt, lød det fra Jacob Ellemann-Jensen efterfølgende.

Besøget hos Torben Povlsen er en del af en tur, som Venstre-formanden har planlagt ud til samtlige kommuner i Danmark forud for efterårets kommunalvalg.