Professorer nedsabler minkundersøgelse

TV 2 har talt med flere professorer som kritiserer det nyligt offentliggjorte og bedømte danske studie, der lå til grund for nedslagtningen af mink. Ifølge Venstres minkordfører Thomas Danielsen slår det fast, at der alene var tale om en politisk ført agenda fra regeringens side. Statens Serum Institut konkluderer dog, at de bekymrende fund var rigtige.

Da 11 millioner mink blev slået ned af frygt for en ny virusvariant, var et foreløbigt dansk studie et af de afgørende argumenter for beslutningen.

Nu er studiet publiceret, bedømt af fagfæller og publiceret i et videnskabeligt tidsskrift og på SSIs (Statens Serum Institut) hjemmeside.

Ifølge SSI er konklusionen, at de bekymrende fund fra de foreløbige studier i efteråret 2020, var rigtige.

SSI skriver blandt andet, at den uhindrede spredning af virus gennem millioner af mink ledte til ophobninger af mutationer i bl.a. det vigtige spikeprotein, som er det primære mål for beskyttende antistoffer.

Derudover konkluderes det ifølge SSI, at kombinationen af spikemutationerne i cluster-5-virus medførte en vis signifikant øget grad af antistofresistens hos en del personer efter overstået covid-19-infektion.

»Møgstudie«

Studiet har dog en lang række svagheder ifølge en række eksperter.

Studiet giver nemlig ikke belæg for, at vaccinernes effekt vil blive svækket, lyder det fra Søren Riis Paludan, der er professor i immunologi på Aarhus Universitet, til TV 2 Nyheder.

- Det viser, at der var kød på benet, men det var et meget lille ben. Så set i bakspejlet løb det jo totalt af sporet, fordi vi var for overfølsomme, siger han til mediet.

TV 2 har desuden interviewet en af Søren Riis Paludans kollegaer i immunologi, Jan Pravsgaard Christensen, der er professor på Københavns Universitet.

Ifølge ham er vaccinespørgsmålet et af studiets store svagheder. For det er kun tidligere smittede, som er med i undersøgelsen - ikke vaccinerede personer, for vaccinerne var stadig undervejs dengang.

- Man var bange for, at vaccinerne ikke ville virke, men det er umuligt at sige ud fra det her studie, siger han, men pointerer dog, at man kunne tale om rettidig omhu ved at slå minkene ned, fordi det kunne have udviklet sig. Dog var der ikke direkte data til at belyse det.
Derudover siger Niels Høiby, professor i klinisk mikrobiologi, til TV 2:

- Ud fra et videnskabeligt synspunkt er det et møgstudie, og han kalder SSIs nyhed på studiet for »en oppustet pressemeddelelse« og mener blandt andet at der kun er taget blodprøver fra otte personer i antistof-undersøgelserne, hvilket er for småt.

Politisk agenda

Ifølge Venstres minkordfører Thomas Danielsen så er der ingen tvivl om, at den nye offentliggjorte undersøgelse blot bekræfter, at der ene og alene var tale om en politisk beslutning fra regeringens side, da man valgte at slå minkene ned.

- Når jeg læser SSI’s udtalelser, så udfordrer det deres troværdighed blandt befolkningen, siger han til Effektivt Landbrug og fortsætter.

- SSI har jo ikke ændret holdning. De blev pålagt et ekstraordinært stort forsigtighedsprincip af regeringen. På tidspunktet for nedslagtningen viste forskningen, at Cluster-5-varianten allerede sandsynligvis var uddød, da man ikke havde fundet nogle nye smittetilfælde siden september. Man har ageret fuldstændig overilet og har kørt en vild beslutning alene ud fra en politisk agenda i stedet for at slå koldt vand i blodet og vente til pelsningssæsonen ville gå i gang kort tid efter, siger han.
Han forklarer, at SSI’s nye konklusioner og rapporter på området sandsynligvis er et forsøg på at retfærdiggøre nedslagtningen.

- Når jeg hører de mange kritikere, så kan jeg ikke konkludere andet, end at forskningen er fuldstændig ubrugelig. Jeg mener dog, at man ikke bør pege fingre ad SSI. Derimod bør man pege fingre ad dem der gav dem opdraget, så de blev nødt til at sige, at der var en øget risiko - Nemlig regeringen. 

Thomas Danielsen kritiserer hele forløbet og kalder det ekstremt lukket. Indtil videre er der nedsat en granskningskommission, der skal undersøge forløbet, og der er også planer om en undersøgelse af det faglige grundlag for beslutningerne på minkområdet.

- Der har været drypvise mails fra frustrerede embedsmænd i interne dokumenter. Men vi har ikke fået den fulde indsigt, og regeringen nægtede at lægge alt dokumentation frem, selvom jeg bad om det, inden sagen blev betændt. Det er ikke i orden, at man ikke tillader oppositionen at kontrollere regeringen. Mit gæt er, at der er langt flere af den type dokumenter, der ikke bakker op om beslutningen. Jeg er spændt på, hvad granskningskommissionen finder frem til, siger Thomas Danielsen.

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også